Forskning i dybet

Indlandsisen indeholder fosfor

Ny forskning viser, at iskappen i Grønland indeholder næringsstoffet fosfor, som er ført med atmosfæren ind over landet, hvor den er faldet ned med nedbøren

Forskerne fandt høje niveauer af fosfor i atmosfæren i de kolde perioder og lavere niveauer i de varme

Iskappen i Grønland indeholder næringsstoffet fosfor, som er ført med atmosfæren ind over landet, hvor den er faldet ned med nedbøren.

Det viser nye forskningsresultater, der er publiceret i Journal of Geophysical Research.

Iskerneboring
Undersøgelser af en iskerneboring gennem den kilometertykke iskappe viser, at der er forskel på mængden af fosfor i varme og kolde klimaperioder.

Flere alger
Den nye viden har betydning for, hvor store mængder næringsstoffer, der kan forventes at flyde ud i Polarhavet, når klimaet bliver varmere, og isen smelter og flyder ud i havet, hvor næringsstoffer giver grobund for øget algevækst.

Kunstgødning
Fosfor er et vigtigt næringsstof for plantevæksten i naturen og som gødning ved produktionen af fødevarer. Og 30 procent af alle biologiske systemer er afhængige af fosfor og nitrat.

Næringsstoffer, der ikke optages af planterne, kan blive skyllet ud i åløb og videre ud i havet. Desuden får de dybe have, langt fra land, tilført næringsstoffet fosfor fra atmosfæren i form af nedbør med støvpartikler. Når solen opvarmer havet, fordamper noget af vandet, som stiger op i atmosfæren og danner skyer. Skyerne kan nå op til omkring 15 kilometers højde og fordele sig over hele kloden.

Støvstorme
Når skyerne falder som nedbør, indeholder den også nogle af de stoffer. Det gælder for eksempel fosfor, der var i havet, og det kan man måle i de iskerner, der er boret gennem den mere end 2,5 kilometer tykke iskappe ved NEEM-projektet i det nordvestlige Grønland.

Fortidens klima
Da isen er dannet af den sne, der år efter år falder og bliver liggende, og som efterhånden bliver trykket sammen til is, kan man få viden om fortidens klima og nedbørens indhold af næringsstoffer.

Op i atmosfæren
Men havene er ikke de eneste, der bidrager med fosfor. På Jorden opstår der ind imellem store storme, der blæser støv fra tørre landområder op i atmosfæren, hvor det spredes over kloden og falder ned, blandt andet i Grønland. Støvet indeholder også fosfor. Alt det, der kommer ned fra atmosfæren kan man måle i iskernerne.

Mest i kolde perioder
Den sidste istid varede omkring 100.000 år og sluttede for cirka 12.000 år siden, men der var store udsving i temperaturen under istiden. Analyserne viser, at under istidens maksimum for cirka. 25.000 år siden, var højest indhold af fosfor, og tilsvarende fandt man høje niveauer i andre kolde perioder, mens de varme perioder under istiden har et 10 gange lavere indhold af fosfor.

- Målinger fra 1930-2004 viser derimod ikke så store mængder fosfor og fosfat, og det er meget overraskende, for da bruger vi rigtigt meget gødning og affaldsforbrænding, som kan give store mængder fosfor i naturen, men det er åbenbart ikke nået op til Nordgrønland med nedbøren, fortæller Helle Astrid Kjær, postdoc i Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.

Global opvarmning
Isens indhold af næringsstoffer er vigtig i en tid, hvor vi står overfor en global opvarmning, der kan betyde, at store dele af indlandsisen i Grønland vil smelte og flyde ud i havet. Store mængder næringsstoffer kan betyde øget algevækst i Polarhavet.

Ikke alarmerende
Forskningen, som er lavet i samarbejde med forskere fra Japan og Italien, viser dog, at målingerne ikke ser alarmerende ud.

- De mængder af fosfor og fosfat, vi har målt, er ikke høje i forhold til det niveau, vi normalt ser i havet, men da isen fortrinsvis smelter om foråret og sommeren, hvor algerne er i vækst og allerede har brugt mange af næringstofferne i overfladevandet, kan niveauet i smeltevandet føre til øget algevækst i polarhavet, siger Helle Astrid Kjær.

Powered by Labrador CMS