Af redaktionen
20-07 2010 - 16:00
Siden 1. juli har Polar Entreprise stået for busdriften i Sisimiut, efter at selskabet vandt licitationen for de næste fem års busdrift.
Polar Entreprise har planer om at søge Teknik og Miljø Udvalget om en udvidelse af bus køretiderne, for aftener og weekender, skriver Qeqqata Kommunia, som ønsker at så mange kommunale opgaver som muligt bliver udliciteret.
- Udliciteringen sker på baggrund af Qeqqata kommunalbestyrelses ønske om fokus på privatisering og udlicitering af kommunale serviceopgaver. Udliciteringen og privatiseringen af kommunale opgaver giver mulighed for opstart af nye virksomheder eller udvikling af eksisterende til gavn for erhvervsudviklingen i kommunen, skriver kommunen.
Busdriften i Kangerlussuaq er også blevet udliciteret 1. juli. I Kangerlussuaq er det ikke første gang driften udliciteres. Firmaet Kang-Byg vandt licitationen for de kommende fem år.
Kang-Byg har købt en ny og bedre bybus, der allerede har erstattet den gamle. Selskabet vil også skaffe en endnu mere handicap- og barnevognsvenlig bus inden for det næste år, oplyser Qeqqata Kommunia.
Både i Sisimiut og Kangerlussuaq er det udelukkende driften af busserne som er udliciteret. Vedligehold af busskure og planlægning af køreplan er stadig Qeqqata kommunes ansvar.





For at kommentere, skal du registrere dig som bruger. Hvis du allerede har f.eks. en Facebook-profil, kan du let komme i gang bare ved at trykke på Facebook-ikonet (1).