Indbyggere i Innaarsuit bragt i sikkerhed

Frygten for en flodbølge har fået politiet til at bede beboere tæt på vandet til at søge højere op

De indbyggere i Innaarsuit, der bor tættest på vandet er blevet bedt om at forlade deres huse. Det oplyser politiets vagtcentral til Sermitsiaq.AG.

Det sker efter, at et stort isfjeld er strandet ved bygden.

Politiet frygter, at isfjeldet kan kælve og sende en flodbølge ind mod bygden.

Beslutningen blev truffet i samarbejde med det kommunale beredskab.

- Beredskabet følger nøje øje med situationen, hvor man også har opfordret borgerne som bor tæt på vandet, at søge midlertidig logi hos medborgerne længere oppe i bygden, skriver Avannaata Kommunia i en pressemeddelelse.

I går opfordrede bygdebestyrelsesformand Karl Petersen til, at der skulle etableres et beredskab for bygden.

- Det skal hermed præciseres, at Avannaata Kommunia i samarbejde med beredskabet arbejder på, at skabe et beredskab i bygden Innaarsuit, da der et meget stort isbjerg har lagt sig til grund, faretruende tæt på bygden, skriver kommunen.

Også den centrale Beredskabsstab i Grønland er blevet aktiveret.

- Grønlands Beredskabsstab håndterer situationen og Departementet for Natur og Miljø følger situationen nøje.

Departementet for Natur og Miljø opfordrer borgerne i Innaarsuit til at følge anvisningerne fra det kommunale redningsberedskab og politiet, hedder det i en meddelelse herfra.

Det fremgik af en tidligere version af artiklen, at hele bygden er evakueret. Det er således ikke korrekt.

Powered by Labrador CMS