dødsfald

Ildsjæl bag verdens mindste boghandel er død

Tasiilaq har mistet en helt særlig ildsjæl, der var vellidt i lokalsamfundet, og som var politisk aktiv i Demokraatit.

Offentliggjort

Gerda Vilholm blev 73 år. Hun blev fundet i sin seng torsdag i det hus, som hun midlertidigt lånte, da hun arbejdede på radioen i Aasiaat.

Tilknytningen til Grønland går tilbager til 1968, da hun blev ansat i det daværende GTO, hvor hun var udstatitioneret i Narsarsuaq, Danmarkshavn og Ittoqqortoormiit, før hun slog sig ned i Tasiilaq.

I 1989 søgte og fik Gerda Vilholm et næringsbrev til at drive en boghandel, som fik navnet Neriusaaq Boghandel,

Søsteren Mette Storel fortæller til sermitsiaq.ag, at Gerda Vilholm så sit snit til at åbne en lille boghandel i Tasiilaq, så man kunne servicere de turister, som i stigende grad kom til byen.

Postkort og landkort var det sparsomme udvalg i starten, men sortimentet blev hele tiden udvidet.

Hjemmet blev på et tidspunkt for lille til hendes forretning, og hun købte et større hus så kaffe, the og pølser kom på hylderne.

Verdensuniversitet står, der på skiltet foran den lille boghandel, som samtidig har fungeret som samlingssted for byens børn og unge.

De kom dagligt for at spille skak i hendes boghandel, ligesom hun var med til at arrangere skakturneringer mod islandske spillere.

Lokalpolitisk indsats
Politik fyldte en stor del af hendes liv. Siden 2008 stillede hun op til samtlige valg, men aldrig indvalgt. Det var i stedet inden for partiet, at hun fik sat sit præg som bl.a. kasserer og indtil sin død som sekretær i Tasiilaq.

Landstingsmedlem Justus Hansen, Demokraatit, fortæller, at hun også havde planer om at stille op til dette års kommunalvalg til april.

”Hendes dagligstue har lagt rum til mange politiske møder, fortæller Justus Hansen, der betragter hende som en af de vigtigste støtter i hans politiske karriere.

Som lokal ildsjæl, der ville det bedste for Tasiilaq, var det ikke unaturligt, at hun tilbage i 2010 lavede en hjemmeside, der skulle informere borgerne om lokale initiativer. Sukagaut kom hjemmesiden til at hedde. Opkaldt efter en printavis, der flere år tidligere måtte lukke.

Et andet tillidshverv, som Gerda Vilholm bestred, var i Grønlands Erhverv, som hun engagerede sig i tilbage i 1996. Ved sin død var hun formand for GEs lokalafdeling i Tasiilaq og sad i bestyrelsen.

Kom fra Kgs. Lyngby
Gerda Vilholm blev født i Kgs. Lyngby, flyttede senere til Hillerød og havde som teenager svært at finde ud af, hvilken uddannelse hun skulle have.

Søsteren Mette Storel fortæller, at Gerda Vilholm bl.a. forsøgte sig som elektrikerlærling og smedelærling.

Gerda Vilholm talte både øst- og vestgrønlandsk, muligvis som den eneste dansker.

Hilsnerne på hendes facebook-væg vidner om, at hun var særdeles vellidt i lokalsamfundet.

- Gerda som har lært mig en masse ting i en virksomhed. Som har en vidunderlig personlighed. Som er aktiv i vores dejlige by. Som er kendt for sine gammeldags is! Du har en speciel plads i mit liv, skriver for eksempel Iddimanngiiu Jensen Bianco.

Gerda Vilholm skal bisættes i Tasiilaq. Tidspunktet er endnu ikke fastlagt.

Powered by Labrador CMS