Mandag, juli 3, 2017 - 07:33

Idrætsefterskole vil åbne næste år

Foto: Privatfoto
Nuuk Idrætsefterskole ansætter projektchef til opstart af skolen. Han skal finde penge til at få skolen igang.
 

Bestyrelsen bag projektet "Nuuk Idrætsefterskole" ansætter fra 1. august den 44-årige Poul Petersen som skolens første medarbejder. Han bliver projektchef på skolen frem mod dens planlagte åbning i august 2018.

Nuuk Idrætsefterskole er et privat initiativ, der arbejder for at etablere en idrætsefterskole i Nuuk målrettet 9-10 klasse elever fra hele landet. Idrætten bliver en metode til at udvikle skolens elever fagligt og menneskeligt. Håbet er at de fleste af idrætsefterskolens elever vil fortsætte i uddannelsessystemet, det kan være på GUX, erhvervsuddannelser eller lignende.

Projektet har til opstarten økonomisk støtte fra Kommuneqarfik Sermersooq, og er derudover baseret på fondsfinansiering. En vigtig del af projektchefens opgave det kommende år vil være at bistå bestyrelsen med at tilvejebringe finansiering til skolens opstart.

- I Poul har vi en engageret og passioneret idrætsmand, der er dybt forankret i det grønlandske foreningsliv, og som er vant til at have med frivillige og unge mennesker at gøre, siger formand, Finn L. Nielsen.

Poul Petersen kommer fra en stilling som chef for svømmehallen Malik, og har en fortid som politibetjent med udstationeringer flere steder på kysten. Sideløbende med stillingen som projektchef vil Poul fortsat være ansvarlig for Sport Event Nuuk, der er et kommunalt projekt der har til formål, at tiltrække og udvikle større sportsbegivenheder til Nuuk.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit