kvindernes int. kampdag

IA's Juliane Henningsen: Flere kvinder i politik

I forbindelse med kvindernes internationale kampdag slår Inuit Ataqatigiit et slag for at få flere kvinder ind i grønlandsk politik

Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen mener, at der er for få kvinder i grønlandsk politik. Udfordringerne er størst i bygdebestyrelser, påpeger hun
Offentliggjort

Der skal flere kvinder ind i grønlandsk politik, og det gælder både for landets byer og bygder.

Det skriver Inuit Ataqatigiits medlem af Inatsisartut Juliane Henningsen i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer i anledning af kvindernes internationale kampdag søndag den 8. marts.

- Selvom kvinder og mænd har lige muligheder og rettigheder for at stille op til forskellige valgte poster, bestyrelser og andet, er der stadigvæk en skævhed i forhold til den reelle representation, skriver Juliane Henningsen i meddelelsen og henviser til statistikken.

- Særligt slår det mig, at kun 29,5 procent af medlemmerne i alle kommunalbestyrelser er kvinder. I bygderne er det endnu mere bekymrende, da tallet for kvindernes deltagelse er på 22,8 procent, skriver IA-politikeren.

Læs: Martha Lund Olsen: Kvinderne står stærkt i Grønland

Der skal fokuseres på bygderne
Juliane Henningsen og Inuit Ataqatigiit vil i år fokusere på, at der skal afholdes kurser for de kvinder i bygderne, der har en interesse for politik, så man på den måde kan få flere kvinder til at tage aktiv del i det politiske virke, forklarer hun.

Særligt slemt ser det ud i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor samtlige medlemmer i bygdebestyrelserne er mænd. Der er otte bygder og fire sammensatte bygdebestyrelser. Den tendens skal der laves om på, mener Juliane Henningsen.

- Vi vil afholde workshops i Kulusuk og Qeqertarsuatsiaat med henblik på at give kvinderne værktøjer til at komme med dagsordener til møder, opstilling til bygdebestyrelser, problemløsning og diskutere lokale problemstillinger. Det er vores håb, at konkrete initiativer vil føre til at flere kvinder stiller op til næste bygdebestyrelsesvalg og opnår valg, siger Juliane Henningsen.

IA'eren er desuden blevet udpeget som deltager i International Indigenous Women’s Forum’s forløb omkring Menneskerettigheder og internationale talskvinder på oprindelige kvinders globale skole i lederskab. Forløbet vil blandt andet have fokus på at inddrage oprindelige folks kvinder i lederroller, fremgår det af meddelelsen.

Powered by Labrador CMS