Folketingsvalg

IA's Johan Lund Olsen stiller op til folketingsvalg

Inuit Ataqagitiit er klar med partiets første kandidat til folketingsvalget, der skal afholdes senest den 14. september.

Inuit Ataqatigiits fungerende folketingsmedlem Johan Lund Olsen stiller op til folketingsvalg

(Artiklen er opdateret med sidste afsnit)

- Ja, jeg stiller op til folketingsvalget. Det besluttede jeg mig for omkring nytår.

Sådan siger Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiits fungerende folketingsmedlem, til Sermitsiaq.AG.

- Jeg vil videreføre de sager, som jeg var med til at igangsætte i Folketinget, eksempelvis Thulesagen og sælskindssagen, påpeger Johan Lund Olsen.

Det vigtigste sag for ham er at øge Grønlands medindflydelse i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Læs: IA fastholder krav om genforhandling af forsvarsaftalen

Læs: Christiansborg raser over den mistede Thule Air Base-kontrakt

Udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål
- Det allervigtigste for mig er at arbejde for at øge Grønlands kompetence i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Desværre viser den aktuelle sag om servicekontrakten i Pituffik (Thule Air Base, red.), at Danmark i dag handler for egenrådigt, siger 57-årige Johan Lund Olsen.

- Grønland skal medinddrages i lignende sager, det vil jeg arbejde hårdt for, hvis jeg bliver valgt ind i Folketinget, siger Inuit Ataqatigiit politikeren, som i flere omgange har siddet i Folketinget og i Inatsisartut.

- Vi må også arbejde for flere penge til integrationen. De udsatte grønlændere i Danmark må have det bedre end i dag, siger Johan Lund Olsen.

Folketingspolitikeren oplyser også, at Inuit Ataqatigiits officielle kandidatliste bliver offentliggjort, når statsminister Helle Thorning-Schmid, Socialdemokraterne, udskriver valget.

Se billeder: Johan Lund Olsen på charmeoffensiv i Danmark

Rundt i Danmark
Johan Lund Olsen var torsdag, fredag og mandag på en orienteringsrejse rundt i Danmark, hvor han besøgte grønlandske huse og steder i Vejle, Aarhus, Aalborg, Odense og København. Under besøgene blev der holdt møder med medarbejdere og brugere af de grønlandske huse.

- Jeg er rigtig glad for at have mødt og snakket med mange mennesker, i hele Danmark. Jeg fik både mulighed for at hilse på de nye direktører i de grønlandske huse i Aarhus og Aalborg, og jeg fik talt med både socialrådgivere, uddannelsesvejledere og andre ansatte i husene. I Vejle mødte jeg borgere, og det er jeg glad for, siger Johan Lund Olsen.

Otto Steenholdt er utilfreds
Men der er mindst én person, som ikke er tilfred. Det er tidligere medlem af Folketinget på vegne af Atassut Otto Steenholdt, som i dag bor nær Aalborg og er daglig bruger af Det Grønlandske Hus i Aalborg.

- Vi var mange, der blev skuffede over besøget af Inuit Ataqatigiits ’vikar’ i Folketinget, Johan Lund Olsen. Der blev ikke tid til os brugere. Vi ville have mødt medlemmet, som valgte at holde et lukket møde med personale, inden han tog videre, skriver Otto Steenholdt i en mail til redaktionen.

Svarer på Steenholdt-kritik
Johan Lund Olsen svarer på kritikken fra Otto Steenholdt:

- Først og fremmest er jeg glad for at høre, at Otto Steenholdt havde afsat tid til at møde mig. Det bekræfter os igen i, at IA’s rundrejser og dialogmøder er vigtige.

- Når det er sagt, var det i denne omgang ikke en del af planen at afholde åbent dialogmøde hverken i Vejle, Odense, Aarhus eller i Aalborg, men at mødes med medarbejderne i De Grønlandske Huse og besøge værestederne. Det var alene i København, at et dialogmøde skulle afvikles, som vi på grund af travlhed ikke nåede under vores rundrejser i Danmark i 2013. Men vi skal nok vende tilbage, siger Johan Lund Olsen.

Der skal afholdes folketingsvalg senest den 14. september.

Powered by Labrador CMS