Skærpet tilsyn

IA’s gruppeformand i Sermersooq: Vi er på rette vej

Mille Søvndahl Pedersen erkender, at kritikken fra Grønlands Revisionskontor af Kommuneqarfik Sermersooqs økonomiske rod er alvorlig. Men trøster sig ved, at kommunen er på den rigtige vej, vurderer hun

- Revisor Knud Østergaard sammenligner os med et skib uden navigationsinstrumenter. Og det er rigtigt: Vi mangler noget elektronik - en moderne sonar og en ny kombineret kortplotter og radar, siger Inuit Ataqatigiits gruppeformand i , Mille Søvndahl Pedersen Kommuneqarfik Sermersooq

Som Radioavisen for nylig kunne fortælle, mener revisor Knud Østergaard fra Grønlands Revisionskontor, at Kommuneqarfik Sermersooqs økonomi ikke er i farezonen, men siger samtidig, at økonomistyringen har været noget rod, hvilket får ham til at sammenligne kommunen med et skib med en besætning, som ikke kan navigere.

Den vurdering er ikke helt ved siden af, har administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, Steffen Ulrich-Lynge, erkendt over for KNR.

Læs: S-politiker kræver forvaltningsrevision af Sermersooq

Læs: A: Hvad skal skatteborgerne forholde sig til?

Læs: Asii efter kritik: Vi skjuler ikke noget

Også Inuit Ataqatigiits gruppeformand i Kommuneqarfik Sermersooq, Mille Søvndahl Pedersen, vedstår nu, at Kommuneqarfik Sermersooqs økonomistyring er kritisabel:

- Revisor Knud Østergaard sammenligner os med et skib uden navigationsinstrumenter. Og det er rigtigt: Vi mangler noget elektronik - en moderne sonar og en ny kombineret kortplotter og radar.

- Kritikken er alvorlig. Men vi skal huske, hvor vi kommer fra; Nuup Kommunea har aldrig afleveret et regnskab. Ved årets udgang afleverede man en råbalance; det svarer lidt til, at du tjekker din bankkonto den 31. december og ser, om det var et godt eller skidt år. Det er sikkert ok i en privat økonomi, men det dur ikke til en virksomhed med en omsætning på halvanden milliard kroner. Det er, som et skib uden søkort, med knækket ror og uden folk på broen, siger Mille Søvndahl Pedersen.

IA: Vi er kommet meget langt
- I 2009 påtog vi os en meget stor opgave: Dels skulle vi sammenlægge fem meget forskellige kommuner til én kommune med fælles standarder, dels ville vi sætte standarderne højere. Det har vi brugt fem år på nu, og mit billede af situationen er, at roret er repareret, der er vågne folk på broen, kompasset er rettet ind, og vi har fundet nogle brugbare søkort. Vi har ikke nået vores mål endnu, men vi er kommet meget langt, vurderer IA-gruppeformanden.

- Når man rydder op i skuffer og skabe dukker der ting frem som var glemt. I sidste halvdel af 2013 har den nye direktion ryddet op og betalte en stak gamle regninger. Det betød, at vi nytårsaften havde en noget slunken kassebeholdning. Så slunken at vi nu har fået hjælp fra selvstyrets side til at holde øje med vores økonomi. Det forlyder, at Kommune Kujalleq også er under skærpet tilsyn. Det har dog hidtil ikke haft den samme bevågenhed i pressen.

Hilser Siumut-krav om forvaltningsrevision velkommen
- Bundlinien i dén historie er altså, at hvis vi var fortsat med knækket ror og uden ansvarlige folk på broen, var vi ikke kommet under tilsyn, for så var regningerne ikke blevet betalt. På dén baggrund mener jeg ikke, at vi som kommunalbestyrelse har noget at skamme os over. Vi vil og skal have bedre styr på økonomien. Det er en stor opgave, som har taget længere tid at løse end vi kunne have forestillet os. Og vi sætter høje mål; vi vil gerne have et skib med sonar, så vi kan se fremad under vandet og se skærene i god tid. Vi er på vej. Den rigtige vej, siger Mille Søvndahl Pedersen.

- Kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq for Siumut Peter Davidsen har netop fremsat krav om, at der skal iværksættes en forvaltningsrevision af Kommuneqarfik Sermersooq. Hvad siger du til hans krav?

- Det hilser jeg naturligvis velkommen. Vi er stadig i gang med en proces i kommunen - og er som sagt på rette vej, siger Mille Søvndahl Pedersen til Sermitsiaq.AG.

Læs: Asii: Besparelser fuldt belyst for kommunalbestyrelsen

Læs: Sermersooq sat under skærpet tilsyn

Powered by Labrador CMS