IA: Kim skal forklare sag om eventuelt misbrug af benzinkort

Inuit Ataqatigiit accepterer ikke misbrug af landskassens midler og forlanger, at formanden for Naalakkersuisut forklarer offentligheden, hvem og hvad forlydenderne om misbrug af et ministerbenzinkort handler om.

Tillie Martinussen fra Samarbejdspartiet sendte mandag en række spørgsmål til Naalakkersuisut om en verserende rygtestrøm, som omhandler misbrug af et benzinkort, udstedt til en naalakkersuisoq, som er anvendt til at fylde benzin på en jolle.

Formandens departementet afviser over for Sermitsiaq.AG at kommentere sagen og vil hverken be- eller afkræfte, om der er hold i rygterne. Man henviser til sagsgangen, hvor paragraf 37 spørgsmålet bliver besvaret af Naalakkersuisut.

IA: Kielsen må på banen

IA har i dag tirsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor de forlanger, at Kim Kielsen giver oplysninger om sagen.

- Vi er fra Inuit Ataqatigiit fulde af forståelse for den store debat der er skabt i samfundet på baggrund af spørgsmålene stillet af et Inatsisartutmedlem om muligt misbrug af ministeransvar, skriver Mikivsuk Thomassen fra IA, der er medlem af Inatsisartut.

- Som sagen står i medierne nu er alle nuværende og tidligere Naalakkersuisut under mistanke. Derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at Formanden for Naalakkersuisut forklarer offentligheden hvem og hvad det handler om, skriver Mikivsuk Thomassen og slutter pressemeddelelsen på følgende måde:

- Vores land har været igennem en række bilagssager. Samfundet og befolkningen er ikke tjent med, at der fortsat dukker sager op af den karakter.

Powered by Labrador CMS