finanslovsforslag for 2015
IA: Utrygheden breder sig
Kun seks dage, efter at naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq, Siumut, fremlagde forslag til finanslov for 2015, er den nu skudt ned af partifællerne, skriver IA i en pressemeddelelse
- Ikke bare én, men hele tre partifæller taler imod finansloven, skriver IA's medlemmer af Inatsisartuts finansudvalg Hans Aronsen, Kuupik Kleist og Naaja Nathanielsen i en pressemeddelelse.
Deres kritik er opfølgning af bred kritik af Naalakkersuisuts forslag til finanslov for 2015. Flere medlemmer i Inatsisartut for Siumut har allerede kritiseret forslaget.
- To af kritikerne er medlemmer af Inatsisartut. Med deres erklærede modstand mod finanslovsforslaget er koalitionens flertal forsvundet allerede, inden Inatsisartuts efterårssamling er startet. Det er utrygt, at koalitionen tilsyneladende ikke er en samlet enhed, men blot enkeltmandater, der kører deres egen dagsorden. Det betyder, at vi aldrig kan regne med koalitionens politiske kurs eller flertal, skriver IA.
Kritiserer eget finanslovsforslag
Meget markant er det også, at den tredje kritiker selv sidder i Naalakersuisut - og dermed kritiserer sit eget finanslovsforslag. naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen fra Siumut virkede overrasket over et bærende element i koalitionens økonomiske politik.
- Tilsyneladende var Finn Karlsen uvidende om, at Naalakkersuisuts agter at fylde hullerne i landskassen med afgifter fra alle fiskearter. Hvis man læser i finanslovsforslaget fremgår det ellers ret klart under afsnit 4.2.1 fiskerierhvervet, at Naalakkersuisut ønsker at 'iværksætte en modernisering af det kystnære fiskeri', så erhvervet bliver mere rentabelt og kan bære en ressourcerente. Og indtil dette sker, vil man hente pengene fra det øvrige fiskeri. Således budgetterer Naalakkersuisut allerede fra 2016 med 15 millioner kroner fra en udvidet ressourcebeskatning af fiskeriet. Fra 2017 stiger beløbet til ekstra 50 millioner kroner, gør Hans Aronsen, Kuupik Kleist og Naaja Nathanielsen opmærksom på.
- Med tanke på at Naalakkersuisut igen og igen siger, at de agter at føre en 'holdbar økonomisk politik' baseret på en række reformtiltag indenfor blandt andet fiskeriet, er det dybt tankevækkende at dette kommer bag på naalakkersuisoq for fiskeri. Det er trods alt hans område, der udgør landets suverænt største erhverv, skriver de tre IA-politikere.
Opfordrer Naalakkersuisut bedre kommunikation
- Spørgsmålet er, om vi kan regne med at de planlagte reformer kan finde sted, når det ikke er et samlet Naalakkersuisut der står bag dem. Og hvis ikke vi kan regne med de reformplaner naalakkersuisoq for finanser lægger for dagen - hvor er landet så på vej hen økonomisk?
Inuit Ataqatigiit vil kraftigt opfordre koalitionen til at øge deres interne kommunikation og få klarhed over deres egne politiske mål og visioner:
- Det er meget utrygt at være vidne til det kollaps, der skete i Qanorooq mandag aften. Står koalitionen samlet om den økonomiske politik? Er der nu reelt tale om en mindretalsregering? Har vi råd til det med tanke på, at alle mandater nu kan 'tage sig betalt' for at stemme for koalitionens politik?
- Fra vores side har vi aldrig lagt skjul på, at vi principielt støtter beskatning af den fælles ressource. Det er dog afgørende for os, at afgiftens størrelse ikke bestemmes af hvor stort hullet er i landskassen, men af en reel vurdering af hvad erhvervet kan bære. Derfor vil vi foreslå, at de nye afgifter samlet set ikke forhøjer de nuværende indtægter fra afgifter fra fiskeriet. Vi ser frem til de kommende forhandlinger med spænding og vil som sagt komme med konstruktive forslag. Vi erkender behovet for reformer og nye indtægter og imødeser at arbejdet gøres grundigt og med tanke på både nutiden og fremtiden, skriver IA's medlemmer af Inatsisartuts finansudvalg.