Mediestøtte

IA graver i ny problemsag hos Naalakkersuisut

Naaja Nathanielsen vil have svar på, hvorfor Naalakkersuisut pludselig skulle have udarbejdet en ny juridisk redegørelse om afslag på mediestøtte

Forløbet om mediestøtten har været drøftet i Inatsisartut flere gange

En ny problemsag ser ud til at være dukket op på Naalakkersuisuts bord.

Først har oppositionen kritiseret naalakkersuisoq for fiskeri, Karl-Kristian Kruse (S), for hans rolle i forbindelse med tildelingen af en kvote på 4.250 tons makrel til fiskeriselskabet KNT, hvor landsstyremedlemmet først på et sent tidspunkt erklærede sig inhabil.

Læs: IA: Kruse har fordelt markrelkvote for egen vindings skyld

Læs: Oppostionen: Mikael Petersen bad Selvstyret om at speede kvote-beslutning op

Mediestøtte
Nu rejser et af Inuit Ataqatigiits medlemmer af finansudvalget, Naaja Nathanielsen, nye spørgsmål om Naalakkersuisuts omstridte afslag på mediestøtte til mediehuset Sermitsiaq.AG for finansåret 2014.

Læs alt om mediestøtteforløbet her.

Ny vurdering
Politikeren undrer sig over, at Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke i september i år valgte at få udarbejdet en ny skriftlig juridisk vurdering af afslaget på mediestøtten.

Internt materiale
Året før havde Formandens Departement allerede udarbejdet en vurdering. Og Naaja Nathanielsen spørger, hvorfor den ansvarlige naalakkersuisoq på området, Nivi Olsen, ikke blot har gjort brug af det oprindelige materiale. For landsstyremedlemmet har tidligere henvist til Formandens Departements juridiske vurdering, når IA-politikeren har spurgt til forløbet.

Indholdet er dog aldrig blevet offentgjort, da Nivi OIsen har betegnet vurderingen som 'internt materiale'.

Nye spørgsmål
- Der bliver ved med at dukke ny viden op, der rejser flere spørgsmål om sagsbehandlingen om mediestøtte tilbage i 2014. Sagen har affødt adskillige § 37 spørgsmål i 2014 og 2015 og har været debatteret i medierne, påpeger Naaja Nathanielsen som begrundelse for sit spørgsmål.

Åbenhed
Hun understreger desuden behovet for åbenhed i sagen.

- Jeg forstår ikke behovet for at udarbejde to juridiske vurderinger om samme emne. Når man i stedet vælger at udarbejde en ny vurdering, giver det anledning til en række spekulationer om årsagen til dette. Men i stedet for at give anledning til spekulationer synes jeg tiden er kommet til at udvise mere åbenhed om sagsbehandlingen, fremhæver Naaja Nathanielsen i sit spørgsmål til Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS