fiskerilov

IA, GA og SIK revser forslag til ny fiskerilov

Grønlands Arbejdsgiverforening, SIK og Inuit Ataqatigiit er stærkt kritiske over for forslaget til den nye fiskerilov

- Endnu engang er der risiko for, at en for Grønland livsvigtig lov bliver vedtaget uden de forudgående analyser, der kan afdække konsekvenserne af lovforslaget. Det er ikke blot udtryk for kortsigtet og lemfældigt politisk håndværk, men er direkte at spille hasard med landets økonomiske bæredygtighed.

Sådan lyder det fra Brian Buus Pedersen, direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening, GA.

Det sker i forbindelse med Naalakkersuisuts forslag til en ny fiskerilov.

I et særdeles kritisk høringssvar den 6. januar om forslaget den nye fiskerilov, gør GA og SIK opmærksom på en lang række negative konsekvenser, som - ifølge dem - med stor sandsynlighed vil blive resultatet, hvis loven vedtages.

- Ikke alene vil beskæftigelsen på fabrikkerne blive hårdt ramt allerede på kort sigt, men hele det grønlandske fiskerierhvervs fremtid står på spil. Det bør mane til politisk eftertanke i Naalakkersuisut og ikke mindst hos kommende naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen fra Siumut, lyder det.

Læs hele GA’s og SIK’s høringssvar

Inuit Ataqatigiit: Uacceptabelt
Også medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Ane Hansen kritiserer forslaget til den nye fiskerilov:

- Inuit Ataqatigiit finder sådan et sjusket lovforberedende arbejde uacceptabelt, og vi kræver derfor, at de bebudede ændringer i fiskeriloven og de økonomiske konsekvenser af lovforslaget bliver afdækket til fulde af særligt sagkyndige inden for økonomi og fiskerierhvervet.

- Ændringsforslagene vil udover at føre til flere fabrikslukninger ende med, at landskassen kan risikere mulige sagsanlæg om millionerstatninger, hvilket det grønlandske samfund ikke har råd til, lyder det fra Ane Hansen.

Powered by Labrador CMS