Aleqas misbrug
IA: Derfor har formanden for Naalakkersuisut brudt loven - og må gå af
- Når man har brudt loven, som formanden for Naalakkersuisut har, er man hverken troværdig eller værdig til at lede et land, lyder det fra Inuit Ataqatigiit i forbindelse med Aleqa Hammonds revisionssag
- Alle forsøg på at placere ansvaret hos embedsværket er useriøst og uprofessionelt.
Sådan lyder det fra Inuit Ataqatigiits gruppeformand i Inatsisartut Agathe Fontain og Juliane Henningsen på vegne af Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut.
Det sker i kølvandet på, at formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut mandag aften meddelte, at hun har søgt om orlov fra Naalakkersuisut og fra Inatsisartut, mens Inatsisartuts revisionsudvalgs betænkning og behandling af den er i gang. Et punkt, der kommer til behandling i Inatsisartut, efter at Naalakkersuisut-formanden har holdt sin åbningstale senere i dag, tirsdag, ved åbningen af efterårssamlingen.
Læs: Aleqa Hammond søger om orlov
En orientering fra revisionsudvalget viste fredag den 26. september, at Aleqa Hammond har brugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til private formål i perioden 28. maj 2013 til 21. maj 2014. På trods af flere rykkere blev udgifterne først tilbagebetalt 8. september i år.
- Inuit Ataqatigiit kan kun beklage, at landets øverste leder ikke kender de gældende regler, men hertil er en beklagelse altså langt fra nok. Når man har brudt loven, som formanden for Naalakkersuisut har, er man hverken troværdig eller værdig til at lede et land, lyder det fra Inuit Ataqatigiit i en meddelelse.
Læs: Overblik: Sådan er kravene fra oppositionen
Læs: IA vil fremsætte forslag om et mistillidsvotum mod Aleqa
Følgende er - ifølge Inuit Ataqatigiit - ikke overholdt med partiets kommentarer:
1)
Landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v.:
'§ 8. Landstingets formands, Landsstyreformandens og landsstyremedlemmernes rejser i egenskab af Landstingets formand, Landsstyreformand og landsstyremedlemmer betales af Landskassen.
Stk. 2. Kost og logi dækkes efter regning med efterfølgende afregning med Landskassen.
Stk. 3. Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne kan under særlige omstændigheder medtage ægtefælle eller samlever på rejser, som indgår i hvervet som Landstingets formand, Landsstyreformand og landsstyremedlem. § 8, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.'
Selvstyret har afholdt udgifter i flere tilfælde for rejser for hele Naalakkersuisut-formandens familie.
Baggrunden for Deloittes orientering:
2)
Regnskabshåndbogen sektion 5.2: Hvor det fremstår, at man normalt, for egen regning, kan medbringe for eksempel ægtefælle i forbindelse med en tjenesterejse. Merudgifter skal betales af den rejsende, inden rejsens påbegyndelse.
Dette er ikke overholdt i tilfældene. Revisoren orienterer om, at handlingerne ikke er i overenstemmelse med selvstyrets regler.
3)
Cirkulære om Landsstyrets brug af midler til repræsentationsudgifter, rejseudgifter og øvrige udgifter m.m.
'§ 16. Det enkelte medlem af Landsstyret er inden for sit ressortområde ansvarlig for overholdelsen af bestemmelserne i cirkulæret, herunder for overholdelse af bevillingsrammerne for pågældendes udgifter til repræsentation og rejseudgifter.'
Dette cirkulære er ikke overholdt.
Formanden for Naalakkersuisut er ansvarlig
- Derfor må formanden for Naalakkersuisut gå af nu, for i princippet er hun ansvarlig for alle fodfejl og lovbrud hun begår som formand for Naalakkersuisut, men også fejl begået blandt embedsværket er i sidste hendes ansvar. Dette er i henhold til Landstingslov nr. 6 af 13. maj 1993 om landsstyremedlemmers ansvarlighed, særligt § 5, gør Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut opmærksom på.
Læs alle artikler om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler her