kulegravning

IA afviser hård anklage fra Aleqa: Vi vil have alt frem

Inuit Ataqatigiit tager afstand fra Siumuts Aleqa Hammonds kritik, fordi Hammond mener, at nogle i koalitionen og hos oppositionspartierne forsøger at stoppe revisionsundersøgelse

Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen

Selvom Aleqa Hammond hverken er formand for Siumut eller formand for Naalakkersuisut længere, så fortsætter striden ufortrødent mellem hende og Inuit Ataqatigiit.

Onsdag sagde Hammond således til Qanorooq, at der er politikere, der forsøger at stoppe revisionsundersøgelsen af hele Naalakkersuisut.

- Der er nogle i koalitionen og hos oppositionspartierne, der ikke ønsker at se resultatet af revisionsudvalgets arbejde. Det er, som om de er bange for, hvad resultatet bringer. Her mener jeg, at Siumut har vist sin styrke, lød det fra Aleqa Hammond, som sagde, at Siumut som det eneste parti i Inatsisartut har kæmpet for, at revisionsudvalget laver sit arbejde færdigt, og at udvalget skal have den tid, det kræver.

Men den anklage er for meget for medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Juliane Henningsen, som er partiets repræsentant i Inatsisartuts revisionsudvalg.

Læs: Aleqa bevarer troen på at blive renset

Læs: Valg stopper stor revisionsundersøgelse

Inuit Ataqatigiit afviser anklage
- Alt skal frem, lyder hendes svar.

- Fra Inuit Ataqatigiit ønsker vi en undersøgelse velkommen. Vi har noteret os, at den afgåede formand for Siumut, Aleqa Hammond, påstår, at oppositionen ikke ønsker en undersøgelse af midler ulovligt anvendt af det nuværende og det foregående Naalakkersuisut. Intet kunne være mindre sandt, uddyber Juliane Henningsen.

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi fra Inuit Ataqatigiit ikke accepterer ulovlig anvendelse af landskassens midler, og vi mener, at det vil klæde Aleqa Hammond at tage det fulde ansvar og ikke bortforklare sine gerninger med, at andre partier ikke ønsker, at alt skal frem, fremhæver Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen.

Valg stopper revisionsundersøgelsen
Som Jyllands-Posten skriver, er revisionsundersøgelse af hele Naalakkersuisut stoppet på grund af onsdagens valgudskrivelse.

Det skete, efter at en orientering fra revisionsudvalget i Inatsisartut fredag aften den 26. september viste, at nu tidligere formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut har brugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til blandt andet private flybilletter, restaurantbesøg, hoteludgifter og minibar i perioden 28. maj 2013 til 21. maj 2014. På trods af flere rykkere blev udgifterne først tilbagebetalt 8. september i år.

- Når der udskrives valg, så stopper alle igangværende opgaver automatisk. Alt udvalgsarbejde er stoppet, så vi er på vej hjem og er gået i gang med at pakke vores ting, siger Anders Olsen, der er næstformand for revisionsudvalget og medlem af Inatsisartut for Siumut, til Jyllands-Posten.

Uvist om undersøgelsen genoptages
Det er nu uvist, om undersøgelsen bliver til noget efter valget.

Både politikere fra den tidligere koalition, Siumut og Atassut, samt Inuit Ataqatigiit har dog bakket op om, at undersøgelsen gennemføres efter valget, skriver den danske avis.

Undersøgelsen skulle efter planen have været klar 23. oktober.

Læs alle artikler om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler her

Powered by Labrador CMS