Inatsisartut

I dag går det løs med forårssamlingen

Der er planlagt 30 mødedage i alt, når forårssamlingen i Inatsisartut tirsdag over middag skydes i gang

Der er lagt op til masser af debat i landets lovgivende forsamling, når Inatsisartut i dag, tirsdag, klokken 13.00 slår dørene op for forårssamlingen. En forårssamling, der er planlagt til at slutte Grundlovsdag den 5. juni.

Der er planlagt 30 mødedage i alt. Mødedagene bliver rullende, det vil sige at de punkter, der ikke kan blive behandlet på de planlagte dage, vil blive behandlet på den næstkommende mødedag, oplyser formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen fra Siumut.

Der er optaget 56 medlemsforslag og 4 rekommandationer fra Vestnordisk Råds delegation. Naalakkersuisut har 27 punkter til behandling og 1 Politisk Økonomisk beretning. Der foreligger 16 punkter, der er udsat fra efterårssamlingen til enten 1.- eller 2.- behandling på forårssamlingen.

Mødedagene vil i ugerne fordele sig således:

  • Der vil være tre mødedage om ugen fra klokken 13.00 til 18.00 (tirsdage, onsdage og torsdage).
  • I perioden 12. april til og med 22. april er der ikke forhandlinger i Inatsisartut-salen grundet påsken, ligesom der er tre fri- og helligdage under forårssamlingen den 1. maj, 16. maj (Store Bededag) og 29. maj (Kr. Himmelfartsdag).

Formandskabet vil herudover på første mødedag anmode om, at efterårssamlingen starter den 30. september grundet det forventede sene sluttidspunkt for forårssamlingen og af hensyn til planlægningen af efterårssamlingen, der kommer til at ligge tæt op af ferieperioden.

Derudover afvikles en ugentlige spørgetime hver onsdag i tidsrummet fra klokken 11 til 12.00, hvorefter der er pause til mødets genoptagelse klokken 13.00.

Demokraternes Jens B. Frederiksen har som bekendt siden efterårssamlingen valgt at trække sig fra politik. Hans plads i Inatsisartut er nu overtaget af Michael Rosing.

Alt materiale vedrørende forårssamlingen 2014 kan ses på inatsisartut.gl.

Powered by Labrador CMS