rejser

Hvorfor rejser du så meget

AG's forsidehistorie om Nick Nielsens rejselyst, får nu formanden for Demokraterne til at interessere sig dels for, hvorfor han rejser så meget, dels for hvor mange penge der er brugt på rejserne, når man tager alle udgifter med

Nick Nielsen
Nick Nielsens rejseudgifter skal nu undersøges nærmere, mener demokraternes formand, Anda Uldum

Formanden for Demokraterne og medlem af Inatsisartut Anda Uldum roser naalakkersuisoq for uddannelse, kirke, kultur og ligestilling Nick Nielsen for at være åben omkring sine rejser på blandt andet Facebook.

– Dette kunne andre politikere lære en hel del af, siger Anda Uldum, der dog mener, at Nick Nielsens åbenhed rejser flere tillægsspørgsmål, som Anda Uldum nu stiller i et paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisut

Anda Uldum vil således gerne vide, om den liste, som Nick Nielsen har lagt på sin Facebook-profil er fyldestgørende.

Det mener Anda Uldum nemlig næppe, at den kan være, da hans rejse til borgermøde i Maniitsoq den 9. juni ikke fremgår.

– Dette kan naturligvis skyldes, at naalakkersuisoq for uddannelse, kirke, kultur og ligestilling i lighed med mig betragter dette møde som en udgift, der rettelig set burde være betalt af Siumut, men i et svar på mit § 37-spørgsmål herom har jeg fået at vide, at Naalakkersuisut betragter denne rejse som en udgift, der skal betales af Naalakkersuisut. Derfor burde denne rejse vel fremgå af listen, kommnenterer Anda Uldum.

I sit paragrav 37 spørgsmål beder Anda Uldum også om et samlet overblik over, hvad de rejser, som Nick Nielsen har foretaget, har kostet samfundet.

– Det vil sige, at der for hver enkelt rejse skal fremgå, hvor meget hele delegationen har kostet. Alle udgifter skal med; diæter, dagpenge, hotel, transport, repræsentation med videre. En sådan opgørelse vil give et langt mere retvisende billede af de reelle omkostninger ved de mange rejser, mener han.

Til AG udtaler Nick Nielsen, at baggrunden for hans rejse til OL i Sochi var, at både Danmark og Grønland arbejder for, at Grønland på sigt kan deltage under eget flag.

– Denne påstand er interessant, og jeg kunne godt tænke mig at høre mere om, hvordan dette arbejde foregår i praksis. Hvad skal der til for, at grønlandske atleter kan stille op under vort eget flag, spørger Anda Uldum.

Til AG siger Nick Nielsen også, at han i forbindelse med en rejse til Arctic Winther Games har indgået en aftale med University of Alaska i Fairbanks. Anda Uldum vil gerne have en nærmere redegørelse for indholdet af denne interessante aftale fra Nick Nielsen, fremgår det af paragraf 37-spørgsmålet.

Læs iøvrigt AG i denne uge, hvor der er en ny artikel om Nick Nielsens rejseri. Du kan købe avisen her.

Powered by Labrador CMS