SKADELIGE SODAVAND

Hverdagsdrikke er syrebad for tænderne

Sommertørsten kan slukkes i mange lækre drikkevarer. Men nogle kan give syreskader, hvis du drikker for meget over lang tid.

Vil du sikre dig lige så flotte tænder som denne fornuftige ungersvend, er det med at holde øje med forbruget af sodavand og juice.
Selv om sommertemperaturerne har været på det jævne, er det stadig sæson for kolde drikke i havemøblerne.

Men sodavand, juice, saft - og også øl og vin - kan faktisk være hårde ved dine tænder. De fleste ved, at sukkeret kan give huller. Mindre opmærksomhed er der om den syre, som følger med ind i munden.

- Livet skal ikke være surt. Så jeg plejer at sige: Sodavand er okay. Det er ikke noget problem at bruge 15-20 minutter på at drikke en cola. Men hvis man indtager store mængder af søde læskedrikke over mange timer, udsætter man tænderne for et konstant sukker- og syrebad, fortæller Freddie Sloth-Lisbjerg, der er formand for Tandlægeforeningen.

Energidrikke er stor skurk
I disse år, hvor mange unge spiller pc natten lang, er sodavand eller energidrikke ofte tro følgesvende. Og det kan ses i statistikkerne.

En undersøgelse fra Tandlægeforeningen har vist, at cirka hver sjette teenager har fået ætset så meget kalk væk fra overfladen på deres tænder, at de reelt går rundt med en syreskade.

- Når tænder er blevet syreskadet, så er det yderste lag af emaljen opløst. Det giver følsomme tænder, som ser slidte og kedelige ud. I værste fald risikerer syreskadede tænder at knække helt af, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Light skader også
Cola - og sodavand generelt - er den største skurk. Men gør det en forskel, hvis det et lightprodukt?

Ja, siger Freddie Sloth-Lisbjerg, men tilføjer:

- Kulhydraterne er væk, så det giver ikke sukkerhuller i tænderne. Men syren i lightprodukter er nøjagtig lige så slem.

Mens de fleste godt er klar over, at sodavand både er sødt og syreholdigt, så undervurderer flere frugtsaft og juice. Vi tror, det er et sundt alternativ.

- Men det er det langt fra. Selv om syren så at sige er naturlig, fordi den kommer fra en frugt, så er den lige så hård ved tændere, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Danskvand er harmløst
En anden sejlivet myte, som mange går rundt og tror på, er, at vand med bobler - altså danskvand - er skadeligt for tænderne. På grund af kulsyren.

Men Ulla Pallesen, der er overtandlæge på Tandlægeskolen ved Københavns Universitet, beroliger.

- Du kan drikke alt det danskvand, du har lyst til. Kulsyre skader ikke tænderne, siger hun med baggrund i studier fra blandt andet Tandlægeskolen i Aarhus.

- Det er selve syren i læskedrikke som cola (fosforsyre, red.) og juice (frugtsyre, red.), der nedbryder emaljen, og den er der intet af i danskvand. Du kan også roligt drikke danskvand med citrus, for den smag af citrus, som findes i danskvand, kommer fra et smagsstof og ikke fra frugtsyre, siger hun.

Powered by Labrador CMS