Kulturhovedstad

Hval og isbjørn i åbningscermoni

Grønland får også en plads i optoget på åbningsdagen i Århus.

Der vil være kunst i gadebilledet. Her; THE SAME FOR EVERYONE af kunstneren Nathan Coley.

Grønlandske symboler får en central placering, når Aarhus fejrer åbningen af Europæisk Kulturhovedstad 2017 her i januar.

I et stort anlagt optog med tusindvis af lysende lanterner vil der være seks skibe, som er over 10 meter lange.

Læs også: Grønlandsk kulturnat i København

Og et af skibene er dedikeret til Grønland.

- Det vil indeholde isbjerge, søfugle fra Grønland, en hval og en isbjørn, fortæller den britiske instruktør Nigel Jamieson til Sermitsiaq.ag.

Han er hyret til at lave en spektakulær åbning af kulturbegivenheden og er blandt andet kendt for at stå bag åbningsceremonien ved de Olympiske lege i Sydney.

Fotos fra rummet
Hvert af de seks skibe i optoget er udstyret med højttalere og LED-lys, og skibenes sejl fungerer som lærreder, hvor publikum kan følge optoget og forskellige visuelle fortællinger.

- I afslutningen kommer der et foto af Grønland taget fra rummet, afslører instruktøren.

Dronningen indleder
Det bliver Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der sætter gang i det storslået lysoptog i Århus, mens den færøske sangerinde Eivörs synger.

I de følgende knap to timer forvandles den jyske bys gader til et flydende hav af lys og mennesker, som bærer tusindvis af oplyste, mindre skibe dekoreret med tegninger, håb, og ønsker for fremtiden.

Hele eventen transmitteres direkte på DR1 kl.19.00 på åbningsdagen lørdag den 21. januar.

Powered by Labrador CMS