Gå til hovedindhold

Hundeslædeturismen udfordret af Isfjordsfiskeri

Mens hundeslædeturismen på længere ture i Ilulissat er udfordret af Isfjordsfiskeriet, er slædeturismen i nabobyen Qasigiannguit i fremgang - her efterlyses kvindelige slædekuske

Hundeslædeturismen på længere hundeslædeture end to timer er udfordret af Isfjordsfiskeriet i Ilulissat, hvor fiskeriet i Isfjorden i disse dage har gode betingelser som stabil havis og gode tilbud om transport af fangster fra Isfjorden til Ilulissat.

- Vi kan ikke skaffe nok kuske til især vores fem timers og to dages ture. Vi har været nødt til at fjerne nogle af de ture, vi får via pakkerejser. De bliver nu afviklet i Kangerlussuaq, siger Jakob Schytz, der er operations manager hos en af byens turismeaktører, World of Greenland, til Sermitsiaq.AG, og han fortsætter:

- Kuskene får simpelthen mere ud af fiskeriet. Vi forstår udmærket deres prioritering, fiskeriet er langt mere lukrativt end turismen. Det var anderledes, da kuskene skulle helt ind til byen for at indhandle. Nu skal de jo kun køre otte kilometer på havis for at indhandle fisken. Her henter Royal Greenland og Halibut Greenland fisken.

LÆS OGSÅ: Øget fiskeri i Ilulissat Isfjord

Qasigiannguit vil forlænge sæsonen
Mens hundeslædeturismen på længere ture er udfordret af erhvervsfiskeriet i Ilulissat, står det anderledes til i nabobyen Qasigiannguit. Her er slædeturismen på længere ture i fremgang.

- Udviklingen af hundeslædeturismen på længere ture har været stigende i de sidste to år, fortæller medejer af Discobay Tours, Niisinnguaq L. Geisler til Sermitsiaq.AG.

Discobay Tours udbyder blandt andet kortere og længere hundeslædeture til turister.

- Heldigvis har vi allerede indgået aftale med lokale slædekuske om at de skal køre de turister, der har købt hundeslædeture under hele denne sæson. Det gælder også de længere ture, der er af fem dages varighed, hvor turisterne med start fra bygden Ilimanaq bliver kørt i hundeslæde til Tasiusaq og herfra til indlandsisen og retur til Tasiusaq og bagefter til Qasigiannguit og retur igen til Ilimanaq, siger Niisinnguaq L. Geisler.

Niisinnguaq L. Geisler fortæller, at slædeturismen i Qasigiannguit normalt starter fra slutningen af februar og slutter i begyndelsen af april-måned, dog afhængig af sneforholdene.

- Men vi overvejer faktisk at forlænge sæsonen med start fra november-måned, da vi vil gerne udbyde hundeslædeturisme under mørketiden, hvor turisterne også kan få mulighed for at opleve de flotte nordlys under mørketiden, siger Niisinnguaq L. Geisler.

LÆS OGSÅ: Turismen byder på nye muligheder for slædekuske

Turisterne efterlyser kvindelige kuske
Niisinnguaq L. Geisler fortæller også, at turisterne ofte spørger efter kvindelige slædekuske.

- Eftersom turisterne efterlyser kvindelige slædekuske, så er vi interesseret i at være med til at udvikle kvindelige slædekuske. Det har jeg tænkt mig at tage op, når jeg skal holde borgermøde om slædeturismen i april-måned, siger Niisinnguaq L. Geisler.

Så mens slædeturismen på længere hundeslædeture er i fremgang i Qasigiannguit, så har World of Greenland i Ilulissat taget deres udbud på længere slædeture fra deres program ud fra næste år ad.

- Vi kan ikke levere fem timers og to dages ture og har derfor taget dem ud af vores program fra næste år af. Det er en skam, da det er en unik og fed oplevelse at overnatte i vildmarken. Så for fremtiden sælger vi kun to timers ture, lyder det fra Jakob Schytz.

LÆS OGSÅ: Turisme-indsats har aldrig været større
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER