Sundhed

HPV-vaccinen knækker kurven for livmoderhalskræft

For første gang viser ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse, at HPV-vaccinen virker på en stor befolkningsgruppe. Vaccinen er særdeles effektiv mod forstadier til livmoderhalskræft

HPV-vaccinen virker, viser ny forskning

- Det går endnu bedre og hurtigere, end vi kunne forvente. Kurven er knækket markant efter Danmark indførte gratis HPV-vaccination til piger og unge kvinder, siger forsker Susanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelse.

- Vi vidste fra de første forsøg under særlige optimale forsøgsbetingelser, at vaccinen kunne bekæmpe HPV-infektioner. Men nu kan vi endeligt som nogle af de første i verden vise, at HPV-vaccination også virker effektivt og hurtigt på hele befolkningen. Og det er epokegørende, fortæller en glad kræftforsker og professor Susanne Krüger Kjær ved Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet.

Overføres seksuelt
Undersøgelsen viser, at langt færre piger og unge kvinder får forstadier til livmoderhalskræft, efter at de er vaccineret. Vaccination mod HPV (Human Papilloma Virus) beskytter mod de to mest udbredte HPV-typer, nemlig HPV16 og HPV18. Virus overføres seksuelt og kan blive kronisk og senere udvikle sig til livmoderhalskræft.

De nye resultater offentliggøres i det ansete tidsskrift Journal of the National Cancer Institute. Undersøgelsen omfatter alle piger og kvinder født i Danmark i perioden 1989-1999. Over en periode på seks år (2006-12) indsamlede forskerne oplysninger om celleforandringer og sammenlignede gruppen af vaccinerede kvinder med en gruppe af ikke-vaccinerede.

Risiko 80 procent ned
- Vores undersøgelse viser blandt andet, at risikoen for at få de sværeste forstadier af livmoderhalskræft faldt med helt op til 80 procent for den gruppe af kvinder, hvor flest havde ladet sig vaccinere. Det fortæller Ph.d.-studerende Birgitte Baldur-Felskov, som er med til at lave undersøgelsen for Kræftens Bekæmpelse.

Endnu bedre end forventet
- Det er et markant resultat og endnu mere positivt, end vi havde forventet. Vores undersøgelse bekræfter, at det vaccinationsprogrammet virker i praksis - og ikke blot på en mindre gruppe af udvalgte forsøgspersoner. Vi ser allerede nu en tidlig og markant effekt af HPV-vaccinationen. Vaccinen virker ikke blot ved lette celleforandringer, men også når det gælder kvinder med de sværeste celleforandringer, som er forstadier til livmoderhalskræft, og som ellers kræver operation, siger professor Susanne Krüger Kjær, som leder undersøgelsen i Kræftens Bekæmpelse.

I 2008 begyndte Grønland at tilbyde alle 12-årige drenge og piger gratis HPV-vaccine, der både beskytter mod livmoderhalskræft og kønsvorter. Som det første land i verden.

Powered by Labrador CMS