turisme

Hoteller nyder godt af turist-boom

De grønlandske hoteller har sammenlagt haft en stigning i antallet af gæster på knap 13 procent i 3. kvartal, der dækker over de spændende turistmåneder juli, august og september.

Leiff Josefsen Leiff Josefsen

Det viser tal fra Grønlands Statistik, der understøtter formodningen om, at turistbranchen har haft en forrygende sæson. Det er primært udenlandske gæster, der har overnattet på hotellerne i 3. kvartal, hvor der var 25.008 udenlandske gæster og 18.810 grønlandske gæster. Der er en større andel overnatninger foretaget af udenlandske gæster i Ilulissat, end i de andre regioner, oplyser Grønlands Statistik.

Positiv tendens

Samtidig med at antallet af gæster er steget er antallet af hotelovernatninger også steget med et pænt tocifret tal. Stigningen endte på 11 procent set i forhold til samme periode sidste år, og det var især gæster fra kategorien ”Andre lande” og ”Øvrige Europa”, der trak den positive tendens op. Se i øvrigt statistikken nederst i artiklen, hvor man kan se, hvilke lande hotelgæsterne kommer fra.

- Antallet af turister er i statistik-sammenhæng gået ned, men vi har fået at vide fra de landbaserede turistaktører, at de aldrig har haft så travlt som i år, oplyser Mads Daniel Skifte fra Visit Greenland. Han forklarer det med, at der øjensynligt er kommet færre chartrede fly i forbindelse med krydstogt, som giver færre krydstogtsturister.

At der er kommet flere såkaldt "landbaserede" turister glæder kun turisterhvervet. Disse turister lægger nemlig væstentligt flere penge i landet end krydstogtsturisterne, der bor og spiser om bord på skibene.

Lille fald i Ilulissat

Med hensyn til hotelgæster er der et lille fald på to procent i forhold til sidste år i Ilulissat, hvorimod Qeqqata Kommunia kan fremvise en gæstefremgang på hele 24,85 procent. Se alle tallene fordelt på kommune sidst i nærværende artikel.

Powered by Labrador CMS