Ilulissat
Hotel Arctic jubler over bedste regnskabsår
Efter et dyk i 2009 ovenpå den indtrådte finanskrise i efteråret 2008 kan hoteldirektør Erik Bjerregaard nu fremvise det hidtil bedste regnskab for hotellet i Ilulissat
På Hotel Arctics netop afholdte generalforsamling kunne selskabets administrerende direktør Erik Bjerregaard fremlægge meget opmuntrende tal om væksten i antal turistovernatninger på hotellet. På generalforsamlingen blev hotellets hidtil bedste regnskabsår fremlagt og godkendt af bestyrelsen.
Der er tale om en udvikling - målt alene i overnatningsdøgn - på hele 36 procent over to år med udgangspunkt i 2011.
År 2013 blev således det største turistår for Hotel Arctic i hotellets 30-årige historie, oplyser Erik Bjerregaard.
Høj vækst i turisme
- Efter et dyk i 2009 ovenpå den indtrådte finanskrise i efteråret 2008, hvor turismetilstrømningen toppede, har mange gode markedsføringskræfter formået at vende udviklingen, så 2013 har været det mest gyldne turistår i Ilulissat - endda 20 procent over 2008. Det glædelige for Ilulissat har især været, at den store vækst er sket i de såkaldte lavsæsoner, nemlig op til juni og igen fra oktober, forklarer Erik Bjerregaard.
- Udover en aktiv markedsføring har flykapaciteten muliggjort denne vækst. Kombinations-turismen mellem Island og Ilulissat har nu været muligt i fire år. Ligeledes spiller den større sædekapacitet på Air Greenlands Airbus også en rolle. Nye nationaliteter er især via Island blevet synlige i bybilledet, fremhæver Hotel Arctic-direktøren.
Læs: Færrest antal indenrigsflyvninger siden 2006
Årsresultat må først offentliggøres senere
- Da Hotel Arctic har en dominerende andel af et års samlede antal overnatninger i Ilulissat, er der god grund til at antage, at byens andre overnatningssteder - sammen med virksomheder, der sælger oplevelser til turisterne - også har mærket fremgangen i turismetilstrømningen, siger Erik Bjerregaard.
Hotellets endelige årsresultat kan først offentliggøres, når Air Greenland koncernen som helhed har fremlagt sit regnskab, hvilket forventes at ske medio marts.