Ulrikka Holm

Hjertesorger og udlængsel

Grønlands eneste sexolog er godt i gang med at sælge alle sine ting og rejse mod metropolen New York på jagt efter nye udfordringer – men med et knust hjerte i bagagen

Ulrikka Holm er knust af hjertesorger

Ulrikka Holm er knust af hjertesorger. Den anerkendte parterapeut og sexolog er selv blevet ramt af den utroskab, som hun så ofte har beskæftiget sig med i sin praksis.

- Rent parforholdsmæssigt er det største problem, vi har i Grønland jalousi og utroskab. Det er uden sammenligning de største kærlighedsdræbere nogensinde, slår Ulrikka fast efter et svært brud med sin ekskæreste.

Nu har hun besluttet at sætte kursen mod New York uden nogen plan, men for at begynde på noget helt nyt. Og det er ikke første gang Ulrikka Holm kaster sig ud i noget, som hun ikke helt ved, hvor bærer hen. Allerede som ung brændte hun for at arbejde med sex og kærlighed, så hun besluttede at læse hos den kendte danske sexolog Joan Ørting. I 2010 kunne hun kalde sig for sexolog og parterapeut.

- Jeg havde aldrig selv haft rigtigt gode forhold. Det var altid virkeligt turbulent og dramatisk. Så jeg tænkte det her, det gør jeg for mig selv, så jeg selv kan lære at være i et sundt parforhold, forklarer Ulrikka, tænker sig lidt om og tilføjer:

- Det var for mig egen skyld, at jeg tog uddannelsen. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive brugt så meget heroppe. Jeg blev ret forskrækket, også da jeg kom i avisen efter uddannelsen.

Og det var ikke noget nemt job at vende hjem til Grønland med. Titlen som sexolog tog mange - især mænd - som en åben invitation til at komme med meget direkte henvendelser.

- Den der grænseløshed, hvor folk mener, de bare kan skrive: jeg har lyst til at bolle med dig. Eller hvis jeg kører i taxi og chaufføren pludseligt braser ud med seksuelle udtalelser. Det er lidt, som om de ikke kan adskille personen fra sexologen. Jeg prøver ikke at tage det til mig, men det kan stadig være lidt belastende, forklarer Ulrikka Holm.

Heldigvis har jobbet også haft sine gode sider, og for Ulrikka har det betydet alt at kunne hjælpe de mennesker, der er kommet i hendes praksis.

Læs alt om Ulrikkas modige valg i det nye Arnanut, der er på gaden nu. Køb det også her:

Powered by Labrador CMS