Sådan er hjælpepakken skruet sammen

Hjælpepakken til såvel lønmodtagere som erhvervslivet består af flere dele, erfarer Sermitsiaq.AG

OBS:Opdateret kl. 13.39 med oplysninger om særlige låneordninger, red.

Et flertal i Finansudvalget blev torsdag præsenteret for en hjælpepakke, som er blevet godkendt af udvalget med undtagelse af Partii Naleraq. Sermitsiaq.AG har fået indsigt i dele af elementerne i hjælpepakken, som Finansudvalget har forholdt sig til.

Hjælpepakken skulle gerne berolige de grønlandske lønmodtagere, som risikerer at blive ramt af coronakrisen, og de virksomheder som pludselig har mistet deres forretningsgrundlag, fordi landet er lukket ned for udefrakommende turister.

Fire dele

Pakken er groft sagt og på nuværende tidspunkt delt op i fire dele og afspejler stort set de samme initiativer, som den danske regering har besluttet i Danmark.

  • Frem til udgangen af juni afsættes der op til 107 millioner kroner til lønmodtagere i den private sektor i form af lønkompensation.
  • En akutpakke på 50 millioner kroner er dedikeret især turismeerhvervet og beslægtede erhverv såsom restauranter og hoteller. Gældende frem til udgangen af juni.
  • 100 millioner kroner er afsat til generel hjælp for hele erhvervsområdet. Ligeledes gældende frem til udgangen af juni.
  • Desuden er det besluttet, at virksomheder har muligheder for at udskyde skatte- og afgiftsbetalinger. Hvis alle virksomheder benytter sig af den mulighed svarer det til et beløb på 250 millioner kroner om måneden.

Derudover er der lagt op til en særlig grønlandsk låneordning i lighed med, at den danske Vækstfonden også vil yde statsgaranterede lån på særlige vilkår, der også gælder Grønland og Færøerne.

Powered by Labrador CMS