Højtlæsning

Hjælp på vej til ordblinde

Til efteråret regner man med, at der vil være læsepenne, der læser tekst op på grønlandsk til rådighed for ordblinde

Der er snarlig hjælp på vej til ordblinde. Synscenter Ræfsnes er ved at få udviklet en grønlandsk læsepen.

Ingen ved præcist, hvor mange ordblinde der findes i Grønland. Man bevæger sig i mørketal, for man har nemlig ikke tilstrækkelige diagnosticeringsredskaber. Ligesom det halter på både redskaber og tests, der skal hjælpe med at diagnotisere om børn lider af dysleksi - eller ordblindhed i daglig tale.

Det oplyser naalakkersuisoq for uddannelse, Nick Nielsen, Siumut, i et paragraf-37-spørgsmål til Anda Uldum, Demokraterne.

Men der er hjælp på vej, oplyser Nick Nielsen. Faktisk regner man med, at man allerede til efteråret i år har udviklet en såkaldt læsepen, man kan markere en given tekst op med, som man på stedet får oplæst af en syntetisk stemme, og det endda på grønlandsk.

Pennen udvikles på Synscenter Ræfsnes og vil være et hjælpemiddel for mennesker, som er synshandicappede, ordblinde eller læsesvage.

I Danmark er der godt 15 procent af befolkningen, som har læse- og skrivevanskeligheder. Hvis de tal umiddelbart kan overføres til grønlandske forhold, vil det betyde, at der er mellem 2000 og 8000 i Grønland, der lider af ordblindhed.

Der findes programmer, man kan bruge gratis til oplæsning af tekster på nettet. De kan downloades til både ipads og til smartphones, og de fleste browsere kan indstilles til oplæsning af tekster. Dog ikke på grønlandsk.

Powered by Labrador CMS