valg

Historisk: Yngste Inatsisartut-medlem nogensinde

21-årige Ineqi Kielsen fra Siumut kan nu kalde sig for det yngste medlem nogensinde af landets lovgivende forsamling

Ineqi Kielsen er blot 21 år
Offentliggjort

- Jeg vil arbejde for en grønlandsksproget håndværksuddannelse i Grønland.

Det er den første sag, Ineqi Kielsen vil kæmpe for.

Det fortæller han til Sermitsiaq.AG.

21-årige Ineqi Kielsen blev fredag det yngste medlem af Inatsisartut nogensinde.

Siumut-politikeren er født i Narsaq og boede i Nuuk det meste af sin barn- og ungdom. I 2012 blev han færdig med sin gymnasiale uddannelse i Nuuk og flyttede til barndomsbyen i Sydgrønland.

Vigtigt at have en uddannelse
Han har planer om at uddanne sig videre til erhvervsjurist og havde faktisk søgt ind på Handelsakademiet. Men hans og mange andres ansøgninger blev fejlbehandlet i foråret, beretter Ineqi Kielsen.

- Det er vigtigt at have en uddannelse. Der er stor arbejdsløshed blandt grønlandsksprogede mellem 17 og 24 år. De må og skal have mulighed for at komme videre. Jeg vil seriøst arbejde for en uddannelsesmulighed for dem, siger Ineqi Kielsen.

I familie med Kim Kielsen
Ineqi Kielsen arbejder aktivt i Siumuts ungdomsorganisation og er medlem af Siumuts hovedbestyrelse på vegne af ungdomsafdelingen. Den unge politiker vil sætte en undersøgelse i gang om muligheder for grønlandsksprogede uddannelser.

- Manglende færdigheder i dansk bør ikke være en forhindring for at kunne uddanne sig i håndværkerbranchen og muligvis i andre uddannelser, siger Ineqi Kielsen, der i øvrigt er i familie med Siumuts formand, Kim Kielsen.

- Min far er grandfætter med Kim Kielsens far. Så ja, vi er i familie med hinanden - godt nok lidt langt ude, fortæller den unge Siumut-politikere og nu medlem af Inatsisartut Ineqi Kielsen.

Powered by Labrador CMS