Historien om attentatplaner mod Danmark går verden rundt

Irans formodede planer om et attentat på dansk jord trækker overskrifter i Mellemøsten, USA og Storbritannien.

De formodede attentatplaner førte 28. september til en omfattende politiaktion, der lukkede for trafikken til og fra Sjælland

Irans formodede planer om at gennemføre et attentat på dansk jord var tirsdag den helt store historie i danske medier.

Men nyheden, om at en iransk efterretningsvirksomhed ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde planlagt et drab på et iransk oppositionsleder i Danmark, nåede også spalterne i en lang række store, internationale medier.

Således har britiske The Guardian og BBC bragt nyheden på mediernes hjemmesider.

Det samme har blandt andet Al Jazeera, der har sit hovedkvarter i Doha, Qatar, samt den amerikanske avis The Wall Street Journal.

Samtlige medier gengiver historien om, at en norsk statsborger med iranske rødder blev anholdt 21. oktober.

Han er sigtet for at have sat "iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark". Desuden sigtes han for at have taget del i forberedelserne til et attentat.

The Wall Street Journal hæfter sig ved, at statsminister Lars Løkke Rasmussen har opfordret EU til at reagere på de iranske attentatplaner.

Opfordringen kommer ifølge avisen på et kritisk tidspunkt i forholdet mellem Teheran og EU, der nu er tvunget til at tage stilling til den iranske aggression mod et medlemsland.

Al Jazeera vinkler på, at den danske ambassadør i Teheran er blevet hjemkaldt, og at EU nu tilsyneladende vil drøfte nye sanktioner mod styret.

Mediet spekulerer i øvrigt i, at de formodede attentatplaner kan hænge sammen med Irans overbevisning om, at Danmark huser medlemmer af en terrororganisation, der stod bag et angreb i det sydvestlige Irak 22. september.

Britiske The Guardian sidestiller sagen med en lignende sag fra Frankrig.

I oktober hævdede flere franske diplomatkilder således, at en iransk efterretningsvirksomhed stod bag et afværget bombeangreb mod et vælgermøde med en iransk oppositionsgruppe i nærheden af Paris i juni.

Powered by Labrador CMS