USA
Nu er Hillary formelt præsidentkandidat
Den tidligere førstedame er nu officielt udpeget til at dyste med Donald Trump om at blive USA's præsident
Hillary Clinton er på Demokraternes konvent tirsdag formelt blevet nomineret som partiets præsidentkandidat.
Historisk
Med nomineringen træder Hillary Clinton ind i historien. Det er første gang, et af de to store partier vælger en kvinde som deres kandidat til posten.
På forhånd lå det fast, at den tidligere førstedame og udenrigsminister ville blive nomineret, da hun efter en lang kamp mod Bernie Sanders mødte op med opbakning fra mere end de 2.383 delegerede, som kræves for at vinde afstemningen.
Roll call
Afstemningen foregik ved et såkaldt roll call, hvor hver delstat - en ad gangen i alfabetisk rækkefølge - oplyste, hvor mange delegerede de bragte med sig til henholdsvis Clinton og Sanders.
Barrierer
De delegerede råbte 'Hillary, Hillary', da senator Barbara Mikulski fra Maryland inden afstemningen havde æren af at præsentere Hillary Clinton.
- Ja, vi nedbryder barrierer. Jeg nedbrød en barriere, da jeg blev den første kvinde for demokraterne til blive valgt til Senatet (i 1986, red.), sagde den 80-årige Mikulski.
- Så det er med hele mit hjerte, at jeg er her i dag for at nominere Hillary Clinton til at blive den første kvindelige præsident (i USA, red.), sagde Mikulski.
Trump fører
Først på torsdag vil Clinton i sin store tale på konventets afsluttende dag formelt acceptere nomineringen som partiets udfordrer til republikaneren Donald Trump ved valget 8. november.
I en meningsmåling fra Reuters/Ipsos offentliggjort tirsdag har Trump en føring på to procentpoint over Clinton. Det er første gang siden maj, at Trump er foran.
Ægtemanden på scenen
Tirsdagens anden hovedbegivenhed på konventet bliver tidligere præsident Bill Clintons tale.
- Folk kan virkelig se frem til et show i aften, fordi præsident Clinton vil tale om den Hillary, han kender, sagde Kristina Schake, talskvinde for Hillary Clinton, til CNN.
Beundret
Bill Clinton, præsident fra 1993 til 2001, er beundret af mange i partiet, og han er kendt som en blændende taler. I 2012 holdt han en følelsesladet tale, hvor han opfordrede amerikanerne til at genvælge Barack Obama som præsident.
/ritzau/