Naturkatastrofe

Hercules-fly skal transportere donationer

Flyvevåbenets transportfly skal transportere indsamlet tøj til Uummannaq. Det fortæller DR Nordjylland.

Efter weekendens flodbølge har Flyvevåbnet sendt et Hercules transportfly fra basen i Aalborg til Grønland.

Flyet landede i Nuuk i aftes og skal blandt andet hjælpe med at flyve fornødenheder til det oversvømmede område, fortæller Jette Elkjær fra Arktisk Kommando i Nuuk, som har kommandoen over flyet.

- Nogle lokale borgere i Nuuk iværksatte i går en tøjindsamling, hvor der blandt andet blev afleveret tøj i forsamlingshuset. Det tøj bliver transporteret med vores fly op til det ramte område, siger hun til DR Nordjylland.

Tøjet skal nå frem til de personer, som har mistet deres huse. Flyet havde 11 politibetjente med fra Danmark, der skal assistere deres grønlandske kollegaer, og transportflyet kan komme til at transportere flere folk, fortæller Jette Elkjær.

- Vi er i gang med at få styr på, at en delegation fra det grønlandske selvstyre kan komme med flyet.

Ud over Hercules flyet er også et Challenger fly på vej fra Danmark til det sted, hvor et stenskred, som kan have været årsag til oversvømmelsen, skete lørdag.

- Det skal holde øje med det fjeld, hvor jordskredet skete, fordi der er risiko for endnu et skred, siger Jette Elkjær.

Powered by Labrador CMS