Konserveret for eftertiden

Vil hente krigsfly ud fra Indlandsisen

Flyentusiaster vil grave et amerikansk jagerbombefly ud, der har befundet sig i en gletsjer siden 1942

Jagerbombeflyet Glacier Girl blev gravet ud af Indlandsisen i 1992 og er i dag stadig på vingerne

En gruppe flyentusiaster vil grave et amerikansk P-38 jagerbombefly ud af Indlandsisen i Østgrønland, skriver The Bristbane Times.

Avisen har interviewet en af deltagerne i projektet, Leigh Atkinson, fra Australien. Og han oplyser, at flyet befinder sig inde i en gletsjer 145 kilometer fra Kulusuk.

Måtte nødlande
Flyet var en del af en større gruppe på i alt seks P-38 jagerbombefly og to B-17 bombefly, der lettede fra USA i 1942 på vej mod England.

Alle flyene måtte nødlande i Østgrønland på grund af vejrproblemer. Men samtlige 25 besætningsmedlemmer overlevede og blev senere evakueret. Og det er et af disse fly, som nu er ved at blive gravet fri.

2011
I alt fire flyentusiaster deltager i projektet, der oprindeligt begyndte i 2011. Holdet har for nyligt besøgt Østgrønland på en fire uger lang ekspedition, hvor deltagerne blandt andet har testet de containere, der skal bruges i forbindelse med arbejdet.

Glacier Girl
Et af de af de seks jagerbombefly, der har fået navnet Glacier Girl, blev i 1992 bjærget og fløjet til USA, hvor det blev restaureret. Ti år senere kom flyet igen på vingerne og optræder stadig i forbindelse med flyopvisninger.

Powered by Labrador CMS