Topchef-exit
Hardenberg: Jeg spurgte ikke om fyring
Departementschef Svend Hardenberg erkender, at han ikke har forhørt sig hos Greentop Greenland om Carsten Frank Hansens fyring
Som Sermitsiaq.AG har skrevet i ”Greentop Greenland: Ingen henvendelse fra Hardenberg”, er det en meget forundret bestyrelsesformand i Greentop Greenland, Ole Rud, som siger, at ingen har kontaktet ham om Carsten Frank Hansens fyring, før denne blev ansat som departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.
I en berigtigelse af KNR udsendt tirsdag aften erkender departementschef i Formandens Departement Svend Hardenberg imidlertid, at han ikke har spurgt Greentop Greenland om Carsten Frank Hansens fyring fra gavevirksomheden.
- Jeg er i aftenradioavisen (tirsdag aften, red.) blevet citeret for at have sagt, at der er blevet taget referencer af Carsten Frank Hansen hos Greentop Greenland. Dette er ikke korrekt, og den misforståelse har jeg gjort journalisten opmærksom på, under interviewet. Endvidere har jeg igen gjort opmærksom på dette, i en mail, efter jeg modtog manus for indslaget, skriver Svend Hardenberg.
- Det er forkert refereret, at jeg skulle være have sagt, at der var blevet indhentet reference fra Greentop Greenland.
- Det, jeg derimod har sagt, er, at konsulenten har taget en række referencer, og jeg selv, i anden sammenhæng, har haft en samtale med Ole Rud, bestyrelsesformand i Greentop Greenland. Det skete i forbindelse med, at jeg skulle have fat i Carsten Frank Hansen omkring nogle praktiske forhold, inden han rejser til Grønland. Ole Rud besvarede til min overraskelse telefonen, og jeg snakkede kort med ham, da jeg ikke har haft snakket med ham i mange år, og jeg kender ham fra hans tid i GA, hvor han var direktør, forklarer Svend Hardenberg videre.
Ole Rud fortæller om fyring mandag
- Ole Rud havde ikke i den sammenhæng, eller efterfølgende, følt det relevant at oplyse mig om, hvordan Carsten Frank Hansen stoppede i Greentop Greenland. Det nævner han overfor mig mandag, efter jeg ringer til ham for at følge op på det forhold, at Berlingske i sin historie fortæller, at Carsten Frank Hansen skulle være blevet bortvist fra hans job i Greentop Greenland. Han oplyser mig, at han gentagne gange efterfølgende har vurderet, om han skulle oplyse mig om forholdet, men valgte ikke at gøre det. Det beklager han selvsagt.
Hardenberg: Må stå for egen regning
- Den første samtale med Ole Rud skete, efter Carsten Frank Hansen var stoppet i Greentop Greenland, og før han rejste til Nuuk. Den anden samtale fandt sted den 16. september 2013, klokken 14.23, og havde en varighed af 14 minutter.
- Hvordan dette bliver udlagt, eller hvordan Ole Rud efterfølgende beretter om de faktuelle forhold, må stå for deres egen regning, fastslår Svend Hardenberg.
Berlingske afslørede mandag, at den ellers nyindsatte departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender Carsten Frank Hansen af dansk politi er sigtet - og ikke dømt - for mandatsvig. Carsten Frank Hansen trådte mandag tilbage efter kun to arbejdsdage.
Sermitsiaq.AG forsøger at kontakte direktør Karl-Erik Nielsen i konsulentvirksomheden Ramsdal for at høre, hvad Ramsdals opgave var i forbindelse med ansættelsen af Carsten Frank Hansen og for at høre, hvorfor headhunterfirmaet ikke har kontaktet Carsten Frank Hansens tidligere arbejdspladser.