Narsaq

Handicapuge: Værksted byder på kaffemik

På handicapværkstedet Sapangaq (Perlen) sælger værkstedets brugere deres håndarbejder i denne uge, og har indbudt byens borgere til kaffemik

Siddende Karline Møller, og stående Sofie Sebulonsen i handicapværkstedet, hvor der laves alle mulige former for håndarbejde.

Normalt ses de handicappede i disse dage på gaderne med skilte og megafon, men i år, hvor temaet i handicapugen er autister, og da de handicappede i Narsaq har fået at vide at autister er yderst følsomme for spektakel samt sammenstimling af mange mennesker, har de droppet demonstrationerne og går i stedet for lange, stille ture ud i naturen.

Solidariske

Der er godt nok ingen voksne autister i Narsaq, men de vil gerne være solidariske med autisterne i andre byer.

Dagene i handicapugen får de til at gå med kaffemik, bankospil og handicap idræt i hallen. Og fredag har brugerne i handicapværkstedet Sapangaq, spisning med deres nærmeste pårørende.

De handicappede har selv lavet en hel del håndarbejde som sælges i denne uge, og det til yderst fornuftige priser.

Stort udvalg

Der er strikvarer af trøjer, håndklæder, huer og sjaler med mere. Derudover er der udsmykkede fotorammer, øreringe, perlebroderier, malede kaffekrus og broderede sofapuder.

Bodil K. Mikaelsen, der er ansat som socialhjælper i Sapangaq, fortæller, at pengene fra salget sættes ind på en bankkonto og bruges til fælles arrangementer.

For smalle døre til kørestole

En af de første dage i handicapugen ankom et par ældre kørestolsbrugere fra alderdomshjemmet for at få kaffe og kage.

Det viste sig at dørene i handicapværkstedet Sapangaq var for smalle til at en kørestol kunne passere, så gæsterne måtte indtage deres kaffemik udendørs, hvilket de heldigvis gjorde med smil og godt humør i det gode vejr.

Powered by Labrador CMS