Grønlandsudvalget

Hammond: Nu må IA stoppe sin misinformation

Aaja Chemnitz Larsen fylder borgerne med forkerte oplysninger om formandsposten i Folketingets Grønlandsudvalg, raser SiumutsAleqa Hammond.

Aleqa Hammond
IA’s folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, forstår ikke, hvordan Folketinget arbejder, mener Siumuts Aleqa Hammond (billedet)

- Det er trist at se, hvordan Aaja Chemnitz Larsen (folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, red.) fremfører det ene fejlagtige argument omkring processen med tildeling af udvalgsposter i Danmark efter det andet. Måske skulle IA i stedet begynde at tænke på, hvad det var for erfaringer med den tidligere formand for Grønlandsudvalget, der har fået blå blok til at sikre sig retten til posten, skriver Aleqa Hammond i en pressemeddelelse, hvor hun går hårdt i rette med IA's nyvalgte folketingsmedlem, der debuterede i Folketingssalen ved at stemme forkert, fordi hendes sekretariat ikke havde orienteret hende om clearingsreglerne.

Dertil kommer, at IA har fået en fast udvalgsplads mindre end Siumut, der også snuppede næstformandsposten i Grønlandsudvalget.

- Vinderne af valget bestemmer, hvilke udvalg de vil have formandsposten i. Det er ikke på grund af Socialdemokraternes forhandlinger, at blå blok nu har posten, sådan som Aaja Chemnitz Larsen nu prøver at bilde os ind. Det er på grund af, at blå blok forlangte at få den, og fordi de har flertallet. Når Aaja Chemnitz Larsen nu begynder at beskylde Socialdemokratiet for, at formandsposten er gået til en venstremand, løber hun alene blå bloks ærinde.

Læs her om Aaja Chemnitz Larsens utilfredshed

Og her om, at Enhedslisten støtter IA

- Regeringen må gnide sig i hænderne over, hvor let det er at manipulere med IAs nye 'frie' medlem. På samme måde har Aaja Chemnitz Larsen ikke forstået, at det aldrig har været afgørende, hvor mange stemmer et parti fra Grønland fik til Folketingsvalget, når formandsposten skulle besættes. Det har alene beroet på forhandlinger med de danske partier, der har magten over posten, hvem de vil, give den til. Et er, at Aaja Chemnitz Larsen ikke forstår, hvordan Folketinget arbejder. Et andet er, at hun farer frem med fejlagtige oplysninger og skælder ud på både de danske politikere i blå og rød blok, som om hun skal belære dem om politik. Og det samtidig med, at hun åbenbart tror, at det er formanden for Grønlandsudvalget, der som hun siger til Sermitsiaq.AG: '…tager direkte afgørelse om hvilke grønlandske forhold der skal behandles i udvalget'. Mon ikke det netop var erfaringen med, at det var præcis sådan IA forsøgte at brugte positionen som formand for Grønlandsudvalget sidst, der har fået de danske politikere til at reagere nu? spørger Aleqa Hammond, der med sin offentlige kritik bekræfter, at ikke meget tyder på, at de to grønlandske folketingsmedlemmer vil finde sammen i et konstruktivt samarbejde i bestræbelserne på at fremme grønlandske interesser.

Forholdet synes at være på frysepunktet, og sådan har det været længe. Umiddelbart efter folketingsvalget fortalte Aleqa Hammond eksempelvis til KNR, at hun var spændt på, hvordan det ville være at samarbejde med Aaja Chemnitz Larsen. Hun havde nemlig ikke tidligere samarbejdet med en politik kollega, der ikke kunne tale grønlandsk, fortalte Hammond på grønlandsk, mens Siumuts tidligere partiformand undlod netop den betragtning, da hun svarede på samme spørgsmål på dansk.

Powered by Labrador CMS