Markedsføring

Hæder til grønlandsk turisme

Visit Greenland har vundet 1. plads ved international turismefilmfestival

Visit Greenland har de seneste år fokuseret meget på, at fotos og videopræsentationer i topkvalitet skal sælge Grønland. Få historien bag dette foto i videoklippet, som der er linket til i artiklen

Turistrådet Visit Greenland har vundet en 1. plads ved ART & TUR Film Festival, der for nyligt fandt sted i Portugal.

Visit Greenland blev kåret som det 'mest innovative turistråd'.

Det er Visit Greenlands brand - varemærke - 'Pioneering Nation' fra 2011, som er faldet i dommerkomitéens smag.

Retvisende billede
Hvor turistbranchen tidligere i høj grad har romantiseret billedet af Grønland, lancerede turistrådet et nyt brand, der gav et mere retvisende billede af, hvad turisterne kommer til at opleve. Og i den sammenhæng slår brandet på fem kerneelementer, der skal sælge Grønland som en eventyrdestination: Hvaler, ture på hundeslæde, nordlys, is og ikke mindst en nation af pionerer.

Fotos og video
I tilgift har Visit Greenland gjort meget ud af, at Grønland skal sælges ved hjælp af professionelle fotos og videosekvenser.

Se Visit Greenland fortælle om hele processen i dette videoklip, som også dannede baggrund for, at turistrådet vandt prisen.

Læs: Mere hæder til greenland.com

Unik baggrund
- Med Pioneering Nation har Visit Greenland skabt en unik baggrund for at promovere destinationen, dens oplevelser, dens grønlandske kultur og dens befolkning, fremhæver dommerkomitiéen.

Læs: Grønland viser sin bedste side frem

Turistaktører fra 52 lande, heriblandt Frankrig, Canada, Tyskland, Spanien, Rusland, Tyrkiet og Finland, havde sendt i alt 300 bidrag ind til en række konkurrencer på festivalen.

Festivalen blev afholdt fra den 19. - 22. oktober, og det var 9. gang, at arrangementet fandt sted.

Powered by Labrador CMS