håndbold
Håndboldherrerne vinder første kamp i Færøerne
Det grønlandske landshold slog klubholdet Neistin, der er på toppen i den færøske håndboldliga
Onsdag spillede det grønlandske herrelandshold i håndbold deres første kamp under træningssamlingen i Færøerne.
Modstanderen var Neistin fra Thorshavn, der ligger på toppen i den færøske liga.
Det startede dårligt for det grønlandske landshold, der var bagud med 8-10 i pausen. Efter pausen foretog landstræner Ingi Olsen justeringer i både forsvar og angreb, hvilket gjorde at det grønlanske spil flød bedre.
Læs: Håndboldlandsholdet træner på Færøerne
Seksmålssejr
Kampen endte med en sejr til det grønlandske landshold med 24-18.
- Efter en sløj start fik vi via hårdt arbejde i forsvaret styr på deres skyttere og pressede vores modstandere til at lave flere fejl – og med det gode forsvarsspil fik målmændene samtidig flere redninger, hvilket gjorde vi kunne trække os ud af kampen med en sejr, siger landstræner Ingi Olsen i en pressemeddelelse.
Det oplyses, at den grønlandske spiller, Karl Frederik Frederiksen, spillede en flot kamp i både forsvar og angreb, og Neistin havde store problemer med at dække ham op.
Ny kamp venter for herrelandsholdet i dag, torsdag. Her møder holdet H71, der ligger som nummer to i den færøske liga.
Kampen spilles på Hoyyvik fra klokken 19.30.
De grønlandske målscorere i kampen:
- Angutimmarik Kreutzmann 7 mål
- Inuujuk O. Søholm 4 mål
- Lars Møller 3 mål
- Karl Frederik Frederiksen 2 mål
- Eqalunnguaq Kristiansen 2 mål
- Miki Heilmann 2 mål
- Aqqa Lings 1 mål
- Aqqaluk Ingemann 1 mål
- Milan Olsen 1 mål
- Gustav O. Egede 1 mål