undervisning

Gymnasieelever i Norden kan lære om rigsfællesskabet

Undervisningsportalen Norden i Skolen tilbyder nu undervisningsmateriale om 'Arktis og Rigsfællesskabet' til gymnasieelever i hele Norden

Undervisningsportalen Norden i Skolen tilbyder nu også undervisningsmaterialer til de gymnasiale uddannelser.

Hidtil har portalen tilbudt materialer til folkeskolen.

Et af de første temaer, som portalen tilbyder gymnasieelever er 'Arktis og Rigsfællesskabet.'

- Materialet om Arktis og rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland tilbyder lærere og elever nogle spændende forløb, hvor der sættes fokus på relationer og (magt)forhold i Arktis. I takt med globale klimaforandringer er Arktis populært sagt blevet ”hot”, skriver Norden i Skolen i en pressemeddelelse.

- Nye strategiske vandveje for skibstrafik skaber forventninger om nye profitmuligheder, hvilket aktualiserer en forståelse af rigsfællesskabet og relationerne mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Dokumentarserien ’Rigsfællesskabet historie’ fra 2016 produceret af danske Martin Breum og Jakob Gottschau udgør kernen i det nye undervisningsmateriale, som også omfatter udvalgte fagtekster, analyser, officielle dokumenter, avisartikler, debatindlæg med mere. Universelle begreber som for eksempel blød og hård magt og kolonialisme gør, at materialet er aktuelt for elever i alle de nordiske lande.

- Forløbet om Arktis og rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland kan både bruges i samfundsfag, geografi og historie: Det giver et godt indblik i den gensidige afhængighed mellem parterne i rigsfællesskabet og en forståelse for de relationer, som er på spil i nationer med hjemmestyre og selvstyre, siger gymnasielærer Niels Vinther, som har været med til at producere materialet.

- Temaet sætter også fokus på andre problematikker i Arktis, f.eks. den aktuelle kamp om Nordpolen mellem rigsfællesskabet og de øvrige arktiske kyststater, der bliver mere aktuel, efterhånden som isen i Polhavet smelter.

Det andet af de første to temaer til gymnasier hedder 'Nyere nordisk realisme: Nye vinkler på virkeligheden'.

Powered by Labrador CMS