Damernes GM

Gult kort for øreringe

Finalisterne og holdene til bronzekampen er nu fundet ved damernes GM i fodbold. Gule kort faldt på uventet baggrund

Damernes GM fodbold 2015
I-69 og NÛK er atter klar til finalen

To spillere fra NÛK fra Nuuk og I-69 fra Ilulissat har ved damernes GM fået det gule kort for at bære øreringe i kampen.

Det er foreløbig de to eneste gule kort, der er givet ved dette års dame-GM, som i øvrigt ikke har budt på hårde taklinger.

Indførelsen af forbuddet mod at bære øreringe eller halskæde ved fodboldkampe har en kedelig baggrund, fortæller dommerpåsætter Steffen Silassen til Sermitsiaq.AG.

- Der var en kvindelig spiller, der fik en stor flænge i øret for flere år siden, da øreringen sad fast hos en modspiller ved en nærkamp. Derfor giver vi anførerne besked før kampens start, at det ikke er tilladt at bære øreringe og halskæde i kampen.

Ulige kampe
Dommerne har dermed fulgt, den linje de har lagt, og givet gule kort til to spillere, der bar øreringe, da kampene blev fløjtet i gang.

Damernes fodbold-GM har ellers ikke budt på overraskelser.

NÛK fra Nuuk har atter kursen mod finalen ved damernes GM i fodbold, hvor de skal møde I-69 fra Ilulissat på lørdag. Det er en kendsgerning, efter at NÛK vandt over lokalrivalerne fra B-67 med 7-0 onsdag aften.

Nuuk dominerede
NÛK sad fuldstændig på kampen, hvor holdet havde klart det bedste samspil. Det blev derfor klart tidligt i kampen, at det kun blev et spørgsmål om sejrens størrelse.

Det virkede mystisk, at Niviaq Chemnitz Berthelsen, der formentlig har den bedste kondition hos NÛK, vogter målet. Det har dog sin forklaring i at Niviaq Chemnitz Berthelsen stadig er i gang med genoptræning af sit knæ, som hun fik skadet i vinter.

Men hendes holdkammerater løste opgaven til UG også uden hende iblandt markspillerne.

Kampen mellem UB-68 fra Uummannaq og KB-84 fra Kangaatsiaq bød heller ikke på spænding, da UB-68 vandt kampen med 6-0 og havde chancer nok til at score endnu flere mål.

B-67 og UB-68 er dermed klar til at spille bronzekamp, der bliver spillet fredag klokken 18.30.

Her er torsdagens program:

  • Kl. 12.00 B-67 – KB-84
  • Kl. 16.15 I-69 – UB-68
  • Kl. 19.30 NÛK – KB-84
Powered by Labrador CMS