Champions League

Guardiola har ét sidste skud i Bayern-bøssen

Exit i Champions Leagues semifinaler for tredje år i træk kan ødelægge Josep Guardiolas eftermæle i München

Pep Guardiola
Bayern Münchens træner, Pep Guardiola

Da Josep Guardiola i sommeren 2013 tiltrådte som cheftræner i Bayern München, havde storklubben lige vundet The Treble - inklusive Champions League.

Spanieren, som kom med 14 titler i bagagen fra sin trænergerning i FC Barcelona, skulle forsøge at gøre kunsten efter i Bayern, men det har vist sig sværere end først antaget.

Når Atlético Madrid tirsdag aften er modstanderen, skal Bayern München forsøge at vende et 0-1-nederlag fra den første semifinale til samlet sejr.

Læs: Atlético-back sammenligner sin klub med Leicester

Ellers vil sydtyskerne ryge ud til et spansk hold i turneringens semifinaler for tredje år i træk under Guardiolas ledelse.

I 2014 blev det til et samlet nederlag til Real Madrid, mens Barcelona var stopklods sidste år.

Guardiola, som til sommer skifter til jobbet som manager i Manchester City, ved godt, at en manglende Champions League-titel vil være med til at definere hans eget eftermæle.

- Jeg har læst i en tysk avis, at mit arbejde kun vil blive værdsat og betragtet som veludført, hvis jeg vinder Champions League. Det er sådan, det vil blive set, erkender Guardiola.

Inden tirsdagens kamp har Guardiola dog stor tiltro til, at Bayern, som har vundet 11 Champions League-kampe i træk på hjemmebane, kan gå videre til finalen.

- Det er ikke slut endnu, vi har stadig en chance. Hvis vi taber, så kan I dræbe mig, men vi har stadig en chance, siger Guardiola ifølge Reuters.

Bayern-formand Karl-Heinz Rummenigge gør ikke meget for at lette presset på Guardiola og kalder det en altafgørende kamp for Bayern.

- Kampen er af yderste vigtighed for os. Jeg håber, at vi kan klare det, siger Rummenigge.

Atlético-træner Diego Simeone jagter et udebanemål på Allianz Arena, som vil tvinge Bayern til at score tre gange for at gå samlet videre.

- Bayern vil gøre tingene meget svære for os i München med egne fans i ryggen. Men vi har mulighed for at score et mål på udebane.

- Nogle folk har sagt, at vi er et meget defensivt hold. Men vores mål er at angribe og score mindst et mål, siger Simeone ifølge dpa.

Mens Atlético er nået blandt de fire bedste hold for anden gang i de seneste tre sæsoner, så er Bayern nået frem til semifinalerne for femte år i træk.

I 1974 snuppede Bayern den første af indtil videre fem titler i den fornemme europæiske klubturnering med en finalesejr over Atlético. Dengang hed det mesterholdenes turnering.

Guardiola kan stadig nå at sikre sig et fantastisk eftermæle, hvis han i sin sidste sæson hos Bayern kan vinde The Treble. Holdet fører Bundesligaen suverænt og er også i finalen i den tyske pokalturnering.

Læs: Diego Simeone hylder Atléticos værdier efter CL-succes

/ritzau/

Powered by Labrador CMS