håndboldturnering i Nuuk

GSS's kvinder og herrer urørlige i jule-turnering

Håndboldklubben GSS vandt begge finaler ved den traditionsrige juleturnering i Nuuk

QNA-spilleren Aili Pedersen (i grønt) blev topscorer i juleturneringens finale med 10 mål
Offentliggjort

GSS, NÛK og studerende i Danmark, som er på juleferie i Nuuk, har spillet juleturneringen ‘Brugseni Jule Cup 2014’ i håndbold i Nuuk siden den 14. december.

Efter de indledende kampe var der mandag aften finaler.

Hos damerne spillede GSS mod QNA (studerende i Danmark) i en finale, hvor GSS satte sig på kampen lige fra starten. GSS-spillerne var overlegne på alle områder, og det var fortjent, at GSS vandt finalen med 33-23 efter at have ført med 18-13 ved pausen.

Læs: Jule-håndbold i Nuuk

Kampens topscorer blev QNA's Aili Pedersen med 10 mål i kampen, mens Najaaja Lyberth blev kåret til finalens bedste spiller. Turneringens topscorer blev Mia Egede Rasmussen, der til dagligt spiller i Danmark for Lyngby HK, med 32 mål i 3 kampe, oplyser GSS Håndbold i en pressemeddelelse.

Mændene spillede en hård finale
Hos herrerne var der lokalopgør mellem GSS og NÛK. Det blev da også en rigtig herrekamp, især i 2. halvleg, da begge hold 'gik til makronerne'.

Her var GSS også en tand bedre og vandt kampen med 29-20 efter at have ført med 17-8 ved halvlegen.

Juleturneringens topscorer blev GSS' Andreas Lorentzen med 13 mål i 3 kampe. Nuka B. Heilmann fra GSS blev kåret til finalens spiller, mens NÛK's Miki Duko Sørensen blev kåret til holdets bedste spiller.

OPDATERET: Se billeder: Finalekampene i juleturneringen i Nuuk

Powered by Labrador CMS