møde med kirkeminister

Gruppe: Sådan skal den grønlandske menighed i Danmark styrkes

En arbejdsgruppe kæmper for at skabe bedre forhold for den grønlandske menighed i Danmark. Nu skal gruppen mødes med den danske kirkeminister

Oline Berthelsen, jens Christian Kleist
Ved indsættelsen den 24. august af præst Oline Berthelsen ved Aarhus Sogn i Vor Frue Kirke deltog præst Jens-Kristian Kleist (billedet) og domprovst Poul Henning Bartholin

Selvom det var en historisk begivenhed, da domprovst ved Aarhus Stift Poul Henning Bartholin søndag den 24. august indsatte Oline Berthelsen som præst for grønlændere i Danmark, så skal den grønlandske menighed i Danmark styrkes.

Sådan lyder opråbet fra en arbejdsgruppe på vegne af den grønlandske menighed.

- Vi har fået bevilliget en enkelt præst, som hører under Aarhus Stift, og som skal dække hele Danmark. Der er en præst i København (Jens-Kristian Kleist, red.) - ansat af Grønlands Selvstyre - til at servicere grønlændere, der ikke er i Danmark af egen fri vilje. Det er forbudt at bruge ham, og han er ikke vores præst. Han er præst for dem, der er i Danmark ufrivilligt - de syge, indsatte i fængsler og studerende. Vi får afslag på ansøgning af brug af ham de fleste gange. Afslag til blandt andet begravelser, dåb, konfirmationsforberedelse, oplyser Henriette Berthelsen på vegne af arbejdsgruppen.

Se galleri: Så fik Grønland sin egen præst i Danmark

Gruppen skal mødes med den danske kirkeminister Marianne Jelved, Radikale, den 29. september, hvor følgende ønsker bliver lagt på bordet:

  • Gruppen ønsker to-tre grønlandske præster i Danmark. En mulighed er, at den danske stat kan være med til at betale selvstyrets præst, så man ikke skal ansøge hver gang, man vil låne Jens-Kristian Kleist
  • Gruppen ønsker ét menighedsråd for hele Danmark
  • Gruppen ønsker en fast kirke i København - måske en nordatlantisk kirke

Ifølge rapporten ’Belysning af grønlændere bosiddende i Danmark’ fra Økonomisk Råd bor der cirka 14.000 personer i Danmark, der er født i Grønland. Heraf skønnes omkring 11.500 personer at være opvokset i Grønland.

Til sammenligning har - ifølge den grønlandske arbejdsgruppe - det tyske mindretal i Danmark fire præster til 15.000 personer.

- Vi har tidligere, da der var færre grønlændere, haft to-fire præster fordelt over hele Danmark. De havde kontakt med alle foreninger fordelt over hele Danmark, de udøvede sjælesorg og foretog andre kirkelige handlinger, fremhæver Henriette Berthelsen på vegne af arbejdsgruppen inden mødet senere på måneden med kirkeminister Marianne Jelved.

Powered by Labrador CMS