Grundstødt luksusyacht bekymrer borgere

En luksusyacht i 200 millioner kroner klassen, der grundstødte på et rev ud for Nanortalik, skaber fortsat bekymring blandt borgere i byen, hvor skibet er opankret.

"Ice Angel" blev bygget i 2009 og ejes af en rigmand, der bor i Monaco.

Frygten for, at yachten ”Ice Angel” har forurenet havnen og området ved grundstødning, er imidlertid ubegrundet, forklarer flere kilder til Sermitsiaq.AG.

Grundstødning

Den 7. september ved 21-tiden sejlede skibet ind i et rev og de ombordværende 15 personer måtte i bådene.

Arktisk Kommando blev alarmeret og sendte sit Challenger-fly til området fra Kangerlussuaq for at dokumentere hændelsen og for at se, om der var tegn på læk, der forurenede havet.

”Ice Angel”, der ejes af en velhavende mand fra Monaco, blev slæbt til Nanortalik efter uheldet og beredskabsfolk fik straks lagt flydespærringer ud og tankene blev tømt for diesel. Dykkere kunne senere konstatere, at yachten havde fået et hul i skroget på grund af mødet med revet.

Skal fragtes på værft

Politiet i Nanortalik oplyser, at det ikke er en politisag. Søfartsstyrelsen er inde i sagen ligesom skibets forsikringsselskab.

Planen er, at ”Ice Angel” skal ombord på et andet og større skib for at blive fragtet til et værft.

Der kom ingen til skade ved grundstødningen, og politiet i Nanortalik kan oplyse, at revet ikke var afmærket på søkortet. Da yachten ikke havde betalende passagerer ombord var det ikke nødvendigt med lods på skibet.

Ubegrundet mistanke

Flere borgere har siden uheldet henvendt sig til det lokale politi med mistanke om, at yachten er årsag til brændstof-udslip i havnen. Men hver gang har beredskabsfolk kunnet konstatere, at luksusyachten ikke er synderen. Derimod antager man, at uforsigtighed blandt havnens fiskere kan være årsag til, at man indimellem ser en brændstofbræmme på vandet i havnen.

Læs mere om luksus-yachten “Ice Angel”

Powered by Labrador CMS