råstoffer

Grønlandske rubiner er tilbage efter lang rejse

Rubiner og bjergartsmateriale fra rubinminen ved Aappaluttoq, som i flere år har været i Canada er nu transporteret tilbage til Grønland

Canadamit Vancouverimit Kalaallit Nunaannit 4381 km-erisut isorartutigisumik angalaneq maanna naammassivoq

En lang rejse på 4381 km fra Vancouver i Canada til Grønland er endelig afsluttet.

Det drejer sig om rubiner, fra Aappaluttoq ved Qeqertarsuatsiaat, som i flere år har været i Canada er nu transporteret tilbage til Grønland.

Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse.

I den sidste forsendelse har Greenland Ruby A/S fyldt en container i Vancouver med rubiner og bjergartsmateriale. Herefter har de begivet sig ud på en længere rejse for at returnere til Grønland, hvor de oprindeligt er udvundet fra.

Naalakkersuisoq for Råstoffer Múte Bourup Egede (IA) har fulgt sagen tæt.

- Råstofferne er vores fælles ejendom. Derfor skal råstoffer, som er udvundet her i landet komme samfundet til gode, siger han i en pressemeddelelse.

Den sidste forsendelse af rubiner og bjergartsmateriale blev i første omgang transporteret til havnen i Nuuk. Naalakkersuisoq for Råstoffer ønsker, at der ikke skal der ikke herske tvivl om, at rubinerne er tilbage i Grønland. Derfor var geologer fra Departementet for Råstoffer nede at inspicere containeren med rubinerne i havnen ved Nuuk.

Det er dog ikke første gang, at der er blevet kastet inspicerende blikke på rubinerne, skriver selvstyret.

- Da rubinerne var i Canada blev der af eksterne konsulenter på vegne af Departementet for Råstoffer i perioden 2011-2015 gennemført ti inspektioner. En enkelt gang tog en embedsmand fra Departementet for Råstoffer også den lange rejse over Atlanten for at inspicere rubinerne, oplyses det.

Rubinerne har derfor været underlagt tæt kontrol af Departementet for Råstoffer lige fra ankomsten til Canada og helt frem til tilbagekomst til Grønland.

Powered by Labrador CMS