Hensættelser

Grønlandsbanken forudser tab på hellefiske-kollaps

Grønlandsbanken er begyndt at hensætte penge til tab på hellefiskeriet.

Hellefiskeriet lider, og det kan man mærke i Grønlandsbanken, hvor nogle fiskere er begyndt at få problemer med at betale regningerne.

Selv om hele fiskeriet kun udgør fire procent af bankens udlån, så har man de seneste kvartaler afsat det største beløb procentuelt og krone og ører mæssigt på netop hellefiskeriet, som næppe når i mål med at fiske de kvoter, der er udstukket i år.

Betalingsvanskeligheder

- Vi kan se, at der hos en del er begyndende betalingsvanskeligheder. Vi har et stykke tid måttet nedskrive lån og hensætte penge til tab på netop fiskeriet af hellefisk, oplyser bankdirektør Martin Kviesgaard til Sermitsiaq.AG.

- Det var været vanskeligt at yde lån til fiskeriet af hellefisk på grund af de noget udfordrende rammebetingelser i erhvervet, så det er ikke så store tal, men der er en tendens der begynder tegne sig.

Langt flere licenshavere

Det er ikke mindst det store boom af licenshavere til fiskeri af hellefisk fra 1200 til over 2000, der kan være en del af forklaringerne på, at det går skidt for den enkelte fisker. Biologerne fra Naturinstituttet mener, at der kan være tale om overfiskeri på hellefisk.

Igennem de seneste år har departementet for fangst og fiskeri ikke fulgt biologernes rådgivning om hellefiskekvoternes størrelse, så den populære og meget indbringende hellefisk ser ud til miste sin værdi efter nogle forrygende år med stor indtjening til fiskerne og landskassen.

Størrelse reduceret

Naturinstituttets eksperter har målt hellefiskenes gennemsnitlige størrelse, og den er reduceret med cirka 10 centimeter, hvilket betyder, at der skal fiskes dobbelt så mange hellefisk, hvis man vil fange det samme antal tons set i forhold til for blot få år siden.

Powered by Labrador CMS