Syv millioner delt ud
Her er Grønlands næste forskere
Torsdag blev der uddelt dette års midler til arktisk forskning. Tre phd'er og et postdoc-stipendiat blev det til
Grønlands Forskningsråd har uddelt godt 7,3 millioner kroner til tre ph.d.-stipendier og et postdoc-stipendie.
- Konkurrencen om stipendierne var hård, fordi der var mange velkvalificerede projekter blandt de 16 ansøgere, lyder det fra formanden for forskningsrådet, professor Minik Rosing.
Kun danske og grønlandske forskere
- Ud over det faglige niveau er der i udvælgelsen også lagt vægt på projekternes bidrag til kompetenceopbygning i Grønland og udvikling af dansk-grønlandsk forskningssamarbejde.
Forskningsrådet har uddelt millionerne inden for alle videnskabelige områder.
Følgende unge forskere blev udvalgt:
- Søren Lorenzen Post, der vil undersøge adfærd og udbredelse af den pelagiske torskefisk blåhvilling i grønlandsk farvand. Ph.d.-projektet udføres ved Grønlands Naturinstitut og Danmarks Tekniske Universitet.
- Judithe Denbæk, der vil undersøge, hvordan orddannelser og sætningskonstruktioner bindes sammen af den underliggende semantik (mening) i det grønlandske sprog. Ph.d.-projektet udføres ved Oqaasileriffik, Sprogsekretariatet, og Ilisimatusarfik.
- Majken Poulsen, der vil undersøge, hvilke faktorer der kontrollerer kemisk sammensætning og ædelstenskvalitet i Korund (rubin) fra Grønland. Ph.d.-projektet udføres ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
- Dorte Søgaard Schrøder, der vil undersøge klimaforandringers påvirkning af optagelsen af kulstof i en isdækket grønlandsk fjord. Postdoc-projektet udføres ved Grønlands Klimaforskningscenter.
Det er Naturinstituttet, der står for administration af bevillingerne, som både kommer fra selvstyrets pulje til forskning på 2,2 millioner kroner og den danske finanslovs midler til arktisk forskning (5,1 millioner kroner).