vedvarende energi

Grønlands bidrag til den globale klimadagsorden

Kim Kielsen orienterer i denne uge klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen om vedvarende energiinitiativer i Grønland

Kim Kielsen, Rasmus Helveg Petersen, Buksefjorden, vandkraft
Den danske klima-, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen besøgte mandag vandkraftværket i Buksefjorden syd for Nuuk sammen med naalakkersuisoq for miljø og natur Kim Kielsen.

Den danske klima-, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen besøgte i går mandag vandkraftværkert i Buksefjorden, hvor han talte om vedvarende energi i Grønland med naalakkersuisoq for miljø og natur, Kim Kielsen. Det oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.

Under rundvisningen på Buksefjordsværket, der er Grønlands første og største vandkraftværk, kunne Rasmus Helveg Petersen blandt andet erfare, at vandkraftværket erstatter et traditionelt dieselværk og derved sparer omkring 35 millioner liter olie hvert år. Dette svarer til et sparet udslip af klimagasser på 92.000 tons CO2 årligt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Kim Kielsen er i denne uge vært for Rasmus Helveg Petersens besøg i Grønland. På dagsordenen er blandt andet Grønlands vedvarende energiløsninger, det fælles grønlandsk-danske bidrag til klimaforskningen og samarbejdet om de internationale klimaforhandlinger.

I dag tirsdag blev ministeren og hans delegation introduceret til nogle af de klimaforskningsprogrammer, som Grønland medvirker til på Grønlands Naturinstitut, oplyser selvstyret.

Både vandkraftværket og klimaforskningen er eksempler på, hvordan Grønland bidrager til den globale klimadagsorden.

I de kommende dage tager Kim Kielsen med den danske delegation til Sydgrønland, hvor der blandt andet er planlagt besøg på lokale fåreholdersteder, der med succes gør brug af vedvarende energiløsninger, der er tilpasset de særlige forhold, fremgår det af pressemeddelelsen.

Undervejs i programmet vil ministrene få lejlighed til at drøfte deres fælles ambition om at øge andelen af vedvarende energi samt tale om det grønlandsk-danske samarbejde frem mod den kommende klimakonference, der holdes i december 2014 i Peru.

Powered by Labrador CMS