svedigt

Grønland sætter vild varmerekord

Tirsdag bød på den højeste temperatur målt ved en grønlandsk DMI-vejrstation - optegnelserne går tilbage til 1958

Tirsdag i denne uge ved 16-tiden om eftermiddagen målte DMI-vejrstationen Maniitsoq 25,9 grader.

25,9 grader er den højeste temperatur målt på en DMI-station, siden optegnelserne begyndte i 1958. Den tidligere rekord på 25,5 grader var fra 27. juli 1990 ved Kangerlussuaq.

Føhn-effek
Et højtryk over Grønland kombineret med et lavtryk over Baffin Island gav en overvejende sydøstlig vind og dermed mulighed for en føhn-effekt. Det bekræftes af at luften var meget tør med en relativ fugtighed på under 20 procent.

Stationen Maniitsoq ligger ved havet og solens spejling i havet om eftermiddagen kan have givet et bidrag til de høje temperaturer.

Samme effekt kunne gøre sig gældende ved Sisimiut, der målte 21,4 grader ved samme lejlighed, mens effekten ikke gør sig gældende ved for eksempel Kangerlussuaq. Her måltes 'blot' 20,4 grader, hvor der normalt måles høje temperaturer i en føhn-situation, når luftmassen fra sydlige retninger føres over iskappen ved Maniitsoq. Fænomenet kaldes også en isarms-føhn.

Den usædvanlige temperatur og de vejrforhold, der skabte den, kan ikke betragtes som 'unaturlige', men på den anden side er der en indiskutabel gradvis stigning i temperaturen i Grønland. Hen ad vejen vil enhver 'varm hændelse' således have en øget sandsynlighed for at blive lille smule varmere end den foregående.

Tryk her for at se andre klimaekstremer for Grønland

Denne artikel er bragt efter aftale med DMI. Historien er oprindeligt fra dmi.dk og er skrevet af John Cappelen. Den blev lagt på dmi.dk 31.07.13.

Powered by Labrador CMS