konference i London
Grønland er mulighedernes land
Det er hovedbudskabet i formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammonds tale ved en stor konference i London tirsdag
Aleqa Hammond er nu på vej til London. Tirsdag arrangerer en af verdens mest respekterede tidsskrifter, The Economist, en konferencen om Arktis, ’Arctic Summit 2014’, hvor hovedtaleren er formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut.
Formanden vil promovere Grønland i sin tale.
- Jeg er endnu ikke færdig med talen, siger Aleqa Hammond til Sermitsiaq.AG.
Hun oplyser, at hendes tale vil handle om mulighederne inden for mine- og råstofindustrien i Grønland.
- Der er rekordstor interesse fra udenlandske pressefolk. Vi har fået mange henvendelser fra journalister fra de store tidsskrifter og andre medier. Der er nu arrangeret interviewtider til både TV og radio samt de trykte aviser, fortæller Naalakkersuisut-formanden.
BBC’ ’Hard Talk’ venter
BBC’ verdensomspændende talkshow ’Hard Talk’ har også overtalt Aleqa Hammond til at komme ind i deres studie midt i London. Her vil den arktiske, kvindelige regeringsleder bruge et par timer, hvor der indspilles både til BBC Radio og Hard Talk.
Også journalister fra Reuters, Financial Times, The Times og China Business News har fået tid til et særskilt interview med den grønlandske regeringsleder.
Under konferencen Arctic Summit, som særlig sætter fokus på Grønland, vil Hans Christian Olsen fra NunaOil, Graeme Hossie fra London Mining samt den danske arktiske ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen også holde oplæg.
Ligeledes er talere fra Sverige, Island, Norge og Canada hentet til konferencen i London.