håndbold

Grønland fik sikker sejr over USA

Efter en lige 1. halvleg trak Grønland fra i 2. halvleg

Herrelandsholdet har flere gange slået USA ved De Panamerikanske Mesterskaber

I den første placeringskamp om pladserne fra nummer fem til nummer otte ved De Panamerikanske Mesterskaber i Buenos Aires i Argentina skulle Grønland bruge 40 minutter for at nedkæmpe USA.

1. halvleg sluttede uafgjort
Amerikanerne kom bedst fra start. Flere gange førte USA med tre mål. 3-6 og 5-8. Grønland strammede dog op og fik udlignet til 9-9. Og resten af 1. halvleg var en meget lige affære, som sluttede 14-14.

Kom ind i kampen
Lars Møller på venstre fløj scorede fra begyndelsen nogle flotte mål.

Grønland kom foran 19-16. USA med en god periode fik igen kontakt. 21-21, 22-22 og 24-24 inden Grønland igen trak fra.

Med 10 minutter tilbage af kampen førte Grønland 28-25. Herrelandsholdet fortsatte med at dominere 31-26 og 34-29. USA forsøgte i kampens afsluttende fase med et meget offensivt forsvar. Det hjalp dog ikke. Med en scoring på straffekast efter at tiden var løbet ud, slog Minik Dahl Høegh Grønlands sejr fast til slutresultatet 37-30.

Minik Dahl Høegh tangerede igen med 16 mål scoringsrekorden på landsholdet.

Gentog sejren fra 2014
Grønland har mødt USA 14 gange tidligere. Ni gange har Grønland vundet. Og for to år siden i Uruguay vandt Grønland 43-32 over USA.

I en pressemeddelelse fra Buenos Aires erkender landstræner Niels Møller, at kampen mod USA ikke var holdets mest effektive under turneringen:

- Særlig i 1. halvleg brændte vi alt for mange chancer. Vi skulle havde lukket kampen der. I 2. halvleg kommer der mere styr på angrebet, og så får vi til sidst skabt det hul, der giver den nødvendige ro på holdet.

- Spillerne skal have ros for deres indstilling og fight gennem hele kampen, tilføjer landstræneren.

Målscorerne

  • Minik Dahl Høegh, 16
  • Lars Møller, 6
  • Akutaaneq Kreutzmann, 5
  • Nuka Heilmann, 3
  • Aqqalu Ingemann, 2
  • Miki Duko Sørensen, 2
  • Lars Nuunu Olsen, 2
  • Karl F. Frederiksen, 1

Lars Ole Lyberth plejer stadigvæk en forstuvet fod, og Miki Heilmann måtte blive hjemme på hotellet med influenza.

Tronskifte
I de to semifinaler, der blev spillet før Grønlands kamp mod USA, vandt først Brasilien 23-20 over Argentina. Derefter mødtes Chile og Uruguay. Chile vandt en sikker sejr på 31-24. Det betyder, at det er Brasilien og Chile, der skal kæmpe om guldmedaljerne.

Kamp om guldet
Siden 2002, altså i alt syv gange, har det været Argentina og Brasilien, der har mødtes i finalen. De seneste tre gange med Argentina som vinder. Chile har aldrig tidligere spillet sig frem til finalen. Bronzemedaljerne i 2010, 2012 og 2014 er chilenernes bedste resultater ved De Panamerikanske Mesterskaber.

Femtepladsen
Puerto Rico bliver dagens modstander i kampen om femtepladsen. Puerto Rico slog Mexico 30-29. Vinder Grønland det opgør, er det syvende gang, at Grønland bliver nummer fem.

Kampen fløjtes i gang klokken 14.30 lokal tid. Inden Grønlands kamp spiller USA mod Mexico om syvendepladsen. Efter Grønland har været i aktion, spiller først Argentina og Uruguay om bronzemedaljerne. Og endelig klokken 19.00 lokal tid spilles finalen mellem Brasilien og Chile.

Læs de seneste artikler om De Panamerikanske Mesterskaber:

Fik pengene 26 gange igen efter Argentina-kamp

Se nye billeder fra de panamerikanske mesterskaber

Interview: Spillerne ærgrer sig over misset semifinaleplads

Powered by Labrador CMS