Ligestilling

Grønland bestod eksamenen i kvinders ligestilling

Grønland har bestået eksamen i kvinders ligestilling, men har også samtidig fået en anbefaling om en øget indsats mod det høje antal aborter, der foretages i landet

Arkivfoto fra et Arnanut-løb i Nuuk

For nylig var Danmark, Grønland og Færøerne til eksamen i FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder i FN’s europæiske hovedkvarter, Genève, i Schweiz.

Eksaminationen tog udgangspunkt i en rapport, der præsenterer aktiviteter, statistikker, lovgivning på området, og som redegør for, hvad man siden sidste eksamen i 2009 har gjort for at fremme kvinders rettigheder, for eksempel på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet.

Komiteen bag FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder har nu givet Grønland ‘karakter’ i form af konkluderende bemærkninger på baggrund af rapporten, supplerende oplysninger og besvarelserne af komiteens spørgsmål til Grønland ved eksamenen.

- De konkluderende bemærkninger indeholder også en række anbefalinger til, hvordan Grønland yderligere kan forbedre kvinders stilling i samfundet, lyder det en pressemeddelelse fra selvstyret.

Læs: Grønland til eksamen i kvinders ligestilling

Læs: Martha Lund Olsen: Kvinderne står stærkt i Grønland

Anbefaler indsats mod det høje antal aborter
Ifølge selvstyret roste komiteen Grønland for i 2013 at have vedtaget en ny ligestillingslov, der forbyder kønslig diskrimination, og for at kvinder var bredt repræsenteret i det politiske system, erhvervsliv og i samfundet i øvrigt, herunder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

- Men komiteen anbefalede også en øget indsats mod det høje antal aborter, der foretages, ligesom vold mod kvinder blev udpeget som et område, man bør gøre mere ved, lyder det fra selvstyret.

Naalakkersuisut vedtog i 2014 ‘Bryd tavsheden - Stop volden - strategi og handlingsplan mod vold 2014-2017’, som blandt andet konkret har til formål at sætte ind over for vold mod kvinder.

Grønland skal aflevere sin næste rapport i marts 2019, men skal dog allerede om to år aflevere en statusrapport til komiteen. Den grønlandske rapport indgår i den samlede danske rapport for rigsfællesskabet.

Powered by Labrador CMS