ny hjemmeside

Greenpeace lancerer hjemmeside på grønlandsk

Fra i dag onsdag, kan man nu læse de vigtigste nyheder om Greenpeaces arbejde også på grønlandsk

greenpeace
skibet Arctic Sunrise Greenpeace

Olieboringer, minedrift, fiskeri og meget mere. Den grønlandske befolkning skal i disse år tage stilling til mange vigtige spørgsmål, skriver Greenpeace i en pressemeddelelse.

Et af de spørgsmål er ifølge Greenpeace, hvordan man kan skabe en udvikling i Grønland og stadig respektere miljøet.

Læs: Greenpeace tilbyder hjælp til Arktisk Kommando

Fremme debat
Og Greenpeace vil gerne være med til at fremme den debat - derfor har NGO'en nu lanceret en ny hjemmeside, hvor nyheder om klima og miljø kan læses både på dansk og grønlandsk.

- Efter i en årrække at have arbejdet med miljøspørgsmål i Grønland er det en stor glæde endelig at kunne tilbyde nyheder og information på grønlandsk – primært om grønlandske emner, men også om miljøspørgsmål fra resten af Arktis og verden, siger Jon Burgwald, der er arktisansvarlig i Greenpeace.

Greenpeace har engageret sig i mange miljøspørgsmål i Grønland, og senest har skibet Arctic Sunrise været i Nordøstgrønland for at dokumentere de seismiske undersøgelser, der har fundet sted lige op ad de beskyttede områder for narhvaler.

Grønlands udfordringer
- De seismiske undersøgelser er første skridt i jagten på olie i havet ud for Grønland og én af de udfordringer, som Grønland står over for, påpeger Miljørganisationen.

Læs: Sådan ser seismiske målinger ud i Grønland

- Grønland og Arktis befinder sig i en brydningstid. Fra de storpolitiske magtkampe og multinationale selskabers indtog til det helt konkrete behov for arbejdspladser og uddannelse. Derfor er det vigtigt, at alle grønlændere er med i debatten om landets fremtid, og vi håber, at vi kan bidrage til den debat ved at formidle de seneste miljønyheder på Greenpeace.gl, skriver Greenpeace i en pressemeddelelse.

Besøg Greenpeaces ny hjemmeside på grønlandsk her.

Læs også: Greenpeace tildelt kæmpebøde for grønlandsk aktion

Powered by Labrador CMS